København får fornem hæder: Turister kalder byen 'dyr' og 'beskidt'

Selvom København er blevet kåret som den bedste by at rejse til i 2019, er det ikke alt ved København, der er rosenrødt, lyder det fra de personer, Ekstra Bladet mødet i byen

Tre turister, der er ankommet til København for to timer siden, nyder en øl i solen foran Hong Kong Bar. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Tre turister, der er ankommet til København for to timer siden, nyder en øl i solen foran Hong Kong Bar. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO

København er blevet kåret som den bedste by at rejse til i 2019 af rejseguiden Lonely Planet.

Men turisterne, der besøger landets hovedstad, er ikke helt så ubestridt begejstrede, som den kendte rejseguide er.

- Der var en ung dame, der sagde f-ordet til mig, fordi jeg cyklede for langsomt. Københavnere på cykel er meget aggressive, hvis man cykler lidt for langsomt eller kommer i vejen, siger 59-årige Gary Louis fra Canada, da Ekstra Bladet møder ham i Nyhavn i København.

Det at cykle i København er noget af det, 59-årige Gary Louis bedst kan lide ved byen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Det at cykle i København er noget af det, 59-årige Gary Louis bedst kan lide ved byen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
 

Han elsker ellers at cykle rundt i byen, men har har opdaget, at det ikke er alle, der er lige så vilde med det, når han gør det.

Lonely Planet: Top 10 byer at besøge i 2019

1: København, Danmark.

2: Shenzen, Kina.

3: Novi Sad, Serbien.

4: Miami, USA.

5: Katmandu, Nepal.

6: Mexico City, Mexico.

7: Dakar, Senegal.

8: Seattle, USA.

9: Zadar, Kroatien.

10: Meknès, Marokko.

Kilde: Lonely Planet.

København er for dyr
Langs bygningerne i de klare farver, vi alle kender fra reklamerne, der tiltrækker turister som en magnet til landets hovedstad, er der fyldt med folk fra hele verden, som spiser smørrebrød på restauranterne eller sidder på kanten til kanalen og drikker Tuborg på dåse.

27-årige Amanda Meltzer synes København er dejlig at gå rundt i, selvom her er koldt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
27-årige Amanda Meltzer synes København er dejlig at gå rundt i, selvom her er koldt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
 

Men selvom turisterne og Lonely Planet er vilde med København, der er svær ikke at elske i solskinsvejr, er der plads til forbedringer.

- Priserne er ret høje. Jeg har måtte lede for at finde mad, der ikke var for dyrt. Men jeg fandt en hotdog til frokost, jeg havde råd til, siger 27-årige Amanda Meltzer fra USA til Ekstra Bladet.

Og selvom Lonely Planet skriver om Nyhavn som et fantastisk rejsemål, fortæller den 27-årige amerikaner, at hun ikke kunne finde på at spise langs kanalen, fordi der er for dyrt og turistet.

Udover priserne, har 27-årige Christina Dau fra Rumænien ikke noget dårligt at sige om København. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Udover priserne, har 27-årige Christina Dau fra Rumænien ikke noget dårligt at sige om København. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
 

Rumænske Christina Dau på 27 år synes også, at det er svært at få pengene til at slå til.

- For min veninde og mig er det dyrt sammenlignet med Rumænien, siger Christina, da Ekstra Bladet afbryder hende i at tage en selfie.

Lonely Planet: Top 10 ting, du skal i København

1: Tivoli.

2: Christiania.

3: Rosenborg Slot.

4: Statens Museum for Kunst.

5: Nyhavn.

6. Schønnemann, smørrebrød og snaps i Nyhavn.

7: Den tre-stjernede Michelin-restaurant, Geranium.

8: Den to-stjernede Michelin-restaurant Kadeau.

9: Noma, der har åbnet nye lokaler februar 2018 efter en etårig pause.

10: Mikroristeriet Coffee Collective.

Kilde: Lonely Planet

Druk og snavs
Der er ikke mange danske gloser eller vendinger, man overhører, når man går gennem mylderet i Nyhavn.

63-årige Birgittes kærlighed til København er stor, og der blev talt dansk i hjemmet i Schweiz. Men nogle gange er folk for fulde og sviner for meget. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
63-årige Birgittes kærlighed til København er stor, og der blev talt dansk i hjemmet i Schweiz. Men nogle gange er folk for fulde og sviner for meget. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
 

En turist, der dog taler flydende dansk, er 63-årige Birgitte Seem fra Schweiz. Hendes mor er dansk, og derfor er der blevet talt dansk i det schweiziske hjem. Hun er ofte i København, og på denne tur er der for en gangs skyld ikke noget, der generer hende.

- Sidst, jeg var her, var der mange unge, der lå på gaden og drak øl. Og jeg synes, her plejer at være snavset og meget støj. Men i dag er larmen munter, siger Birgitte.

Amerikanske Poul Zaloumas på 25 år, der resjer gennem Europa med sine venner, synes, at priserne i København er lidt for høje, når man rejser på budget. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Amerikanske Poul Zaloumas på 25 år, der resjer gennem Europa med sine venner, synes, at priserne i København er lidt for høje, når man rejser på budget. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
 

På Lonely Planets liste over steder, man bare skal besøge i København, er Christiania. 25-årige Poul Zaloumas, som er på interrail i Europa, tog ud på fristaden med sine medrejsende, men han blev noget skuffet.

- Christiania er virkelig beskidt. Du ved, hippier er beskidte, og det er de også på Christiania. Toiletterne er klamme, og der er meget skrald, der ligger rundt omkring, siger den amerikanske turist.

Turismen til København stiger

I de seneste år er flere og flere turister rejst til Danmarks hovedstad.

Danmarks Statistik kan ikke måle, hvor mange flere individer, det drejer sig om.

Men de seneste 10 år har der været 90 procent flere overnatninger i København.

Fra januar til og med august 2018 har der været 3,9 millioner overnatninger på københavnske hoteller, feriecentre og vandrehjem.

Til sammenligning var der 2,1 millioner overnatninger i 2008.

Top tre over de lande, der har flest overnatninger i København:

1: Kineserne står for 490.000 af overnatningerne.

2: Britterne står for 420.000 af overnatningerne.

3: Svenskerne står for 410.000 af overnatningerne.

Kilde: Danmarks Statistik.

1 af 5 Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
2 af 5 Turisterne skal alle sammen have et billede eller en selfie med Nyhavn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
3 af 5 Der er ikke det, der ikke bliver foreviget i Nordhavn af turisternes kameraer. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
4 af 5 Der er langt mellem samtaler på dansk, når man overlytter sametaler i Nyhavn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
5 af 5 Tre turister, der er ankommet til København for to timer siden, nyder en øl i solen foran Hong Kong Bar. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
115 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere