Københavner-café knust i retten: Får bøde og må opgive berømt navn

Østre Landsret har mandag bestemt, at københavnercaféen Cafe Obelix skal opgive sit navn og betale en godtgørelse på 600.000 kroner til forlaget bag Asterix-tegneserierne

Københavnercaféen Café Obelix skal betale 600.000 kroner plus renter og sagsomkostninger til forlaget bag de berømte Asterix-tegneserier. Derudover skal caféen opgive sit navn og pille tegneseriebilleder ned fra væggene.

Det har Østre Landsret mandag bestemt i en sag, hvor Asterix-forlaget, Les Editions Albert René S.A.R.L., havde sagsøgt caféen på Vesterbros torv.

Café Obelix er opkaldt efter tegneseriegalleren Asterix' godmodige og brølstærke makker, Obelix, der faldt i gryden med trylledrik som spæd. Den har været en del af det københavnske byliv siden 1993.

I 2009 fik caféen ny ejer, da Søren Nissen efter en større byfornyelse overtog stedet fra caféens grundlægger, Tonni Overmans.

Dengang fik Søren Nissen at vide, at der ikke var nogen problemer i forhold til caféens navn og rettighedshaverne.

Den tidligere ejer havde nemlig fortalt, at han havde fået grønt lys af Gutenberghus, som udgav Asterix-tegneserien i Danmark.

Men det var ikke noget, som han havde fået papir på. Overmans havde blot ringet til Egmont-forlaget Gutenberghus og talt med en dame, der lige som Overmans syntes, at det lød som en god idé med en "Café Obelix".

Og da sagen blev behandlet i Sø- og Handelsretten i december fortalte en jurist, som i 1993 arbejde for Egmont, at han ikke kendte til en sådan henvendelse. Og at han i givet fald ville have henvist til det franske forlag.

Selv om caféen har båret navnet i 25 år, var det først i 2016, at der opstod problemer. Det kom det franske forlag for øre, at der i København lå en Café Obelix.

Hverken Sø- og Handelsretten eller Østre Landsret mener, at forlaget trods de mange år uden indsigelser har været for sendrægtig i sin indsigelse mod brugen af navnet.

Østre Landsret henviser til, at forlaget på grund caféens lokale beliggenhed og den altovervejende lokale markedsføring, ikke har haft mulighed for at kende til dens eksistens.

På den anden side har ejeren anført, at caféen adskillige gange har været i medierne, blandt andet i forbindelse med politikerbesøg.

Ud over godtgørelsen til forlaget på 600.000 kroner, skal caféens ejer af med 101.700 kroner i sagsomkostninger. Pengene skal falde inden 14 dage.

Og ved udgangen af oktober skal caféen stoppe med at bruge Obelix-navnet, og det er også slut med at bruge tekster eller tegneseriefigurer fra Asterix-tegneserierne.

Derudover må caféen også opgive at bruge sin nuværende hjemmeside, sin nuværende facebookside og sin nuværende instagramside, der alle indeholder navnet Obelix.

232 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere