Københavner ror fra Europa til Cuba

Fire mænd med færøsk baggrund tilbagelagde 7800 kilometer i robåd og fik varm velkomst, da de gik i land i Cuba

Roede fra Portugal til Cuba
Efter at have tilbragt 74 døgn i en robåd på Atlanterhavet og tilbagelagt cirka 4200 sømil (knap 7800 kilometer) gik de udmattede roere den 12. maj i land i Cuba, fortæller skipper Jakúp Jacobsen Foto: Rowforwater.org
Roede fra Portugal til Cuba Efter at have tilbragt 74 døgn i en robåd på Atlanterhavet og tilbagelagt cirka 4200 sømil (knap 7800 kilometer) gik de udmattede roere den 12. maj i land i Cuba, fortæller skipper Jakúp Jacobsen Foto: Rowforwater.org

Som muligvis de første nogensinde er det lykkedes fire mænd fra Færøerne at ro hele vejen fra Europa til Cuba.

Efter at have tilbragt 74 døgn i en robåd på Atlanterhavet og tilbagelagt cirka 4200 sømil (knap 7800 kilometer) gik de udmattede roere den 12. maj i land i Cuba, fortæller skipper Jakúp Jacobsen torsdag lokal tid i telefon fra Havana.

Normalt arbejder han som bygningskonstruktør i København, men over et par øl sammen med nogle kammerater en aften opstod idéen om at ro fra Europa til Cuba.

- Så vidt jeg ved, har ingen gjort det før, siger Jakúp Jacobsen om roturen, der blev gennemført i en 40 fod lang båd.

Han har før sammen med kammerater roet fra Skotland til Færøerne, og dengang som nu var eventyrlysten drivkraften, da robåden den 10. februar stævnede ud fra Portugal med kurs mod Cuba.

Men turen havde også et andet formål.

Roerne medbragte en hilsen fra 12 medlemmer af Folketinget, herunder udenrigsminister Anders Samuelsen, om "venskab og forståelse mellem folk", fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk-Cubansk Forening.

Budskabet er overbragt til blandt andet parlamentet i Cuba, fremgår det.

Desuden håber de fire ocean-roere at indsamle penge til "gode formål", fortæller Jakúp Jacobsen.

Blandt andet til at finansiere boring af brønde med rent vand i Somalia.

Oprindelig var det målet at lægge til i Havana, men den plan ændrede vind- og strømforholdene på.

De fire mænd endte derfor i Baracoa i provinsen Guantanamo i det østlige Cuba. Og efter at have fået ok fra myndighederne til at gå i land blev de modtaget overstrømmende af de lokale.

- Området blev hårdt ramt af en orkan sidste år, men især en familie nærmest adopterede os, selv om de ikke har meget at gøre godt med, fortæller Jakúb Jacobsen.

Da den 54-årige skipper trådte i land, var det i en slankere udgave, end da roturen startede.

Ud over de fysiske anstrengelser, mændene skiftedes parvis til at ro og hvile hver anden time, var kosten på det åbne hav også ensidig i form af frysetørret mad, vand fra et afsaltningsanlæg samt chokolade- og energibarer.

- Vi var udmattede, da vi kom i land. Jeg kunne dårligt kende mig selv, fordi min vægt var gået fra normalt 95 kilo til 82 kilo. Så det har været noget af en slankekur, fortæller han.

De fire roere: Jakup Jacobsen, Jogvan Clementsen, Niclas Olsen og Edmund Berg har tidligere roet lange distancer, blandt andet fra Færøerne til Skotland.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere