Københavns kommunes ups'er: Kan du se fejlen?

Det er ikke altid, at ting, der burde være lige til, er det. Det må en medarbejder hos Københavns Kommune sande

Kan du se, hvad der er galt på billedet? Foto: Uffe Weng
Kan du se, hvad der er galt på billedet? Foto: Uffe Weng

Kender du det med at have en lang dag på arbejdet, hvor rutineopgaverne virker lige til? Men når du så er kommet igennem stakken af opgaver, så er der noget, der ikke er, som det burde.

Sådan kan en medarbejder fra Københavns Kommune måske føle lige nu. En vågen borger fik sig i hvert fald et godt grin, da han gik i forbi nogle træer i Amager Fælled ved islands Brygge. Her opdagede han nemlig, at der er blevet plantet en masse træer, men et af træerne er lidt anderledes end de andre.

Det ene træ mangler en vandsæk. Den vandsæk, som burde stå rundt om det nyplantede træ, er i stedet placeret rundt om støttestolpen.

- Jeg går forbi hver dag, og det har set sådan ud i en lille uge i hvert fald, fortæller Uffe Weng til Ekstra Bladet, som også kunne berette, at sækken stadig var placeret rundt om den trykimprægnerede støttestolpe.

- Jeg lagde billedet op på min Facebook, hvor der er kommet mange sjove kommentarer. En af dem har kommenteret, at det kunne være, at det en dag ville blive til et stort trykimprægneret træ, griner han.

Vandingsposerne er til for at hjælpe de nye træer de første par år. Dog mener nogle, at træet kan blive ‘dovent’ af det. Derfor placerer nogle gartnere posen lidt væk fra stammen, så træets rødder skal søge efter vandet selv.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Københavns kommune, men det har ikke været muligt.