Kø fra ende til anden. Køerne til Fredags Rock i Tivoli med teenageidolerne Citybois overlapper hinanden. Fra indgangen overfor Københavns Hovedbanegård og til Tivolis hovedindgang og tilbage igen.
En time før, koncerten starter, er køerne massive, og nervøsiteten er ved at bygge sig op hos de unge mennesker i køen.
Desperate forbipasserende spreder rygter om, at Anton fra Citybois skulle have meldt afbud til koncerten.
'Vi har intet at miste'
De loyale fans i køen er dog ikke til at slå ud. De bliver stående til den bitre ende.
- Vi har hørt, der skulle være helt proppet derinde allerede. Men vi bliver stående. Vi skal derind, siger Merle Bøgh Jensen.
Merle er klar til koncert med sine veninder, de holder humøret højt. Men skulle de ikke komme ind, er der også en plan B.
- Vi frygter, da at døren lukker foran os, men McDonald's har jo åbent, om vi kommer ind eller ej. Vi har intet at miste. Vi forbliver positive, siger hun.
Anton må åbne døren
Anderledes står det til hos Melisa og Jo Anne. Der er 50 minutter til koncerten starter. Og de har lang vej igen. Panikken er ved at brede sig. Men de har besluttet sig for, at de skal ind. Koste hvad det vil.
- Det kan ikke være rigtigt, hvis vi skal misse den her koncert. Jeg kender Anton, han må sørge for, at vi kommer ind, siger Melisa.
Vi venter til det sidste
Vennegrupper er blevet splittet i køen til koncerten. Der bliver hele tiden sendt folk op foran køen for at se om, der egentlig er en chance for, at man kan komme ind.
- Vores venner er derinde. Vi venter på dem uanset om vi kommer ind eller ej. Vi bliver stående til det sidste, siger Sebastien Eichen.
Ekstra Bladets mand på stedet melder om, at størstedelen af de ventende gæster skulle være lukket ind kort efter koncerten startede kl. 22.00