Købmænd vil have alderskontrol på betalingskort

Kontrol af aldersgrænser i butikker bør ske via betalingskortet, forslår De Samvirkende Købmænd

De Samvirkende Købmænd ønsker alderskontrol på betalingskort. Foto: Anthon Unger
De Samvirkende Købmænd ønsker alderskontrol på betalingskort. Foto: Anthon Unger

Det kan være svært at se, om en ung, der gerne vil købe en pakke cigaretter, er over 18 år.

Derfor bør kontrol af aldersgrænser ske automatisk via betalingskortet, skriver De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse.

'Vores kort-forslag sikrer, at kunder, der forsøger at købe varer, som de ikke er gamle nok til, automatisk vil få afvist deres køb af kasse-systemet,' siger købmændenes vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen i pressemeddelelsen.

'Butikkerne vil ikke modtage data om hverken kundens navn eller alder. Kassesystemet får udelukkende et ja eller et nej til, hvorvidt kunden er gammel nok til at købe varer, der har en aldersgrænse.'

Vurderer selv
Som det er nu, skal butikkerne, ved køb af for eksempel tobak, alkohol, spil og håndkøbsmedicin, spørge en kunde om ID, hvis kassemedarbejderen er i tvivl om køberens alder.

'Den menneskelige vurdering svigter for ofte, ligesom nogle kunder reagerer negativt over for butiksmedarbejderne, der derfor ikke får spurgt så konsekvent, som de bør,' siger Claus Bøgelund Nielsen.

Bedømmelsen er altså fuldstændig overladt til medarbejderen. Og det kan medføre, at unge under 18 kan slippe afsted fra butikken med varer, de er for unge til at købe.

Bankerne skal sige ja
For at alderskontrol på betalingskort skal kunne blive indført, kræver det, at både Nets og bankerne siger 'ja' til forslaget. Bankerne skal nemlig levere data til Nets, der mod betaling skal levere løsningen til detailhandelen.

Men Finans Danmark, interesseorganisation for landets banker, mener ikke, at det er den rette løsning.

Sådan lyder det fra Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i organisationen, ifølge Ritzau. Han mener, at det stadig vil være muligt at omgå reglerne, og at alderskontrol vil have en række uheldige konsekvenser.

- De unge vil fortsat have mulighed for at betale med kontanter, og de kan låne betalingskort af andre unge over 18 år, hvilket kan øge den generelle risiko for misbrug med betalingskort, når kort og koder udlånes, siger han i en skriftlig kommentar.

Derudover peger direktøren på, at en sådan løsning vil kunne medføre mindre konkurrence på markedet for betalinger.

Finans Danmark mener altså, at det fortsat skal være butikkernes ansvar at sikre, at unge ikke kan købe alkohol eller cigaretter, hvis de ikke er gamle nok.

- Løsningen må fortsat være, at de unge skal fremvise legitimation, og at personalet i detailhandlen skal sikre sig, at det er korrekt. Og hvis de er i tvivl - at afvise købet, siger Michael Busk-Jepsen.

116 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere