På trods af Emilie Brøndum har kørt i Frank Jensens røde Honda Civic siden februar og derfor vænnet sig til den, er blevet tryg ved koblingspunktet og har lært bilens indstillinger at kende, er hun ikke sikret at køre i den til sin køreprøve.
Det skyldes den lange ventetid, som tvinger eleverne ud til for dem, infrastrukturelt set, ukendte byer og nye biler for at tage deres endelige test.
- Det har aldrig været så slemt før. I løbet af de 16 år, jeg har været kørelærer, har jeg aldrig oplevet noget lignende, siger Frank Jensen, som har Christianshavns Køreskole i København.
I løbet af de sidste måneder har han både sendt elever til Bornholm, Odense og Ålborg for at tage en køreprøve, som giver eleverne både flere udgifter og mere utryghed.
Ny bil og by gør eleverne nervøse
En af dem er Emilie Brøndum, som i torsdags rejste fra København til Odense for at bestå sin teori, da der ikke var plads i hendes hjemby.
Lige nu har hun fire køretimer tilbage, inden hun skal op til den endelige prøve, men hverken hende eller kørelæreren ved, hvornår hun kan komme op.
- Det gør mig meget nervøs at tænke på, at jeg måske skal til en anden by og køre i en anden bil til køreprøven. Så ville jeg helst køre en tur i byen først, og det ville jo koste mere, siger Emilie Brøndum.
Selv om hendes kørelærer Frank Jensen vil gøre meget for sine elever, rejser han ikke med til Bornholm, hvis de ikke får plads i København. Så må eleverne finde en lokal kørelærer og få dem til at følge dem op, siger han.
Ventetid gør kortet dyrere
De lange ventetider gør det også dyrere for eleverne at få deres kørekort. Allerede nu har Emilie betalt for at komme til Fyn til sin teoriprøve, og det krævede både betaling til bro og benzin.
- Heldigvis kunne min kæreste køre mig, men ellers skulle jeg med offentlig transport. Det har både været spild af tid og penge og ikke mindst mistet arbejdsfortjeneste, siger hun.
Ved siden af det risikerer eleverne også at betale for flere køretimer, hvis de skal vente længe på køreprøven, da de skal holde deres færdigheder ved lige.
Det prøvede Lærke Trolle, som fik sit kørekort i februar 2017, selv om hun var klar til prøven i juni året før.
Hun tog sit kørekort ved tiptop trafik, hvor hun endte med at bruge yderligere 10.000 kroner, fordi hun skulle have så mange ekstra køretimer.
- Det gør mig vred og ked af det at tænke på. Det blev jo meget dyrere, end jeg havde regnet med, siger hun.
Mister kortet på grund af kø
De lange køer går specielt ud over de elever, som tidligere har haft et kort, men fået en betinget fratagelse af det.
- Nogle af mine elever har fået en betinget fratagelse af sit kort på grund af for høj fart. Her får de seks måneder til at bestå en ny køre- og teoriprøve, og kan de ikke det, mister de kortet, siger Frank Jensen.
Desværre oplever han, at den lange ventetid gør det umuligt for elverne at nå prøverne på seks måneder, og derfor mister de kortet helt.
- Det synes jeg er ærgerligt, speciel når det drejer sig om folk, der bruger kortet i sit arbejde.
Politiet mangler ressourcer
Byernes politikredse står for at afholde køreprøverne i landet. Men i København mangler politiet ressourcer til at løfte opgaven tilstrækkeligt.
Det siger både Dansk Kørelærer-Union og politiet selv.
- Vi har mange operative opgaver, som gør, at vi ikke altid kan varetage køreprøverne. Vi har ikke nok ressourcer til at dække det, siger Sten Søder, politiinspektør for Færdselsafdelingen i Københavns Politi.
Han mener dog også, at noget af presset skyldes Hovedstadens høje dumpeprocent.
- Omkring 45-50 procent af af eleverne i Hovedstaden dumper første gang. Derfor er mange af dem, der skal til prøve, elever der allerede har forsøgt en gang, siger politiinspektøren.
Rejste fra Sjælland til Bornholm for at gå til køreprøve - og dumpede
Køen vokser til andre byer
Mange af Hovedstadens elever rejser derfor til andre byer, hvor presset er mindre. Men det får efterhånden ventetiden til at sprede sig som ringe i vandet.
- Bornholms politikreds er ikke særlig stor, og når der pludselig kommer en masse elever fra Sjælland til Bornholm, bliver ventetiden efterhånden også længere der, og det går ud over Bornholms egne elever, siger landsformanden for Dansk Kørelære-Union, René Arnt.
Ny lov gør problemet større
Han mener også, at den nye lovgivning om, at 17-årige nu må erhverve kørekort, gør problematikken større.
- Der er for lidt sagkyndige i Hovedstaden, og når politikerne gør det muligt at en helt ny årgang kan tage kørekort, uden der kommer flere ressourcer til politiet, bliver problemet bare større, siger han.
- Det er kaotisk og utilfredsstillende. Jeg har aldrig før oplevet et så stort pres i mine 28 år som kørelærer, siger han.
Se kørelærer bryde sammen: Umuligt at få køreprøver til 1000 elever