Den svenske kunster Lars Vilks, der var på Krudttønden under skudangrebet i 2015, omkom på tragisk vis under en trafikulykke 3. oktober i Sverige.
Sammen med Vilks var de to politimænd Andreas og David, der også mistede livet som følge af trafikulykken på motorvejen E4 uden for Markaryd.
Nu hædres politimændene af deres kolleger, der har startet en indsamling til ære for de omkomne betjente.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
Denne indsamling til betjentenes pårørende startede onsdag, og allerede cirka klokken ti torsdag var der indsamlet over 800.000 svenske kroner - svarende til cirka 585.700 danske.
- Jeg er ret overbevist om, at vi får over en million (svenske kroner, red.), fortæller Anders Hallqvist, der er en af administratorerne bag en Facebook-gruppe, hvor man har mulighed for at donere penge til de pårørende.
- Vi ønsker at ære dem og deres minde gennem denne indsamling for deres respektive familier og deres børn. Samlingen har til formål at gøre det lettere for dem i fremtiden, og selvom penge ikke er meget i øjeblikket, kan det give en vis sikkerhed og nye gode minder og lyspunkter i fremtiden.
Fantastiske mennesker
Begge betjente havde en masse erfaring i forhold til personlig beskyttelse i politiet. Andreas havde beskæftiget sig med beskyttelse siden 2011 og David siden 2016.
Samtidig var de nogle elskede mennesker.
- Fantastiske kolleger, medmennesker og venner. Tabet er enormt, skriver kollegerne.
Andreas blev beskrevet som en sjov og modig person, der elskede den svenske natur.
- Man kunne ikke finde en mere jordnær person, der ønskede at tilbringe en uge af sin ferie ude i de svenske bjerge helt alene. Kun ham og naturen. Utrolig modig, sjov og varmhjertet.
David var også morsom og elskede at gå til bunds i tingene.
- Han var sjov og havde aldrig langt fra vittigheder og latter. Han har haft mange interesser gennem årene, hvor fællesnævneren var, at han dykkede dybt, i alt hvad han gjorde.
Det er knap to uger siden, at betjentene omkom i bilulykken med den svenske kunster.