Kørte i Rema 1000 få minutter inden hans hus blev smadret

UFATTELIGT HELDIG: Niels Christensen i chok og tårer, efter at lastbil kørte ind i hans soveværelse syd for Randers

50-årige Niels Christensen skulle egentlig have ligget og sovet, da lastbilen smadrede hans hus. TV: René Schütze

Han kunne ikke holde følelserne tilbage, og tårerne væltede ud af ham, da Ekstra Bladet bad Niels Christensen sætte ord på hans mildt sagt surrealistiske oplevelse tirsdag morgen.

– Jeg har svært ved at sætte ord på alt det her, lyder det grådkvalt fra den 50-årige førtidspensionist, inden han tager en dyb indånding og fortsætter:

– Det kunne være gået frygteligt galt, jeg kunne så nemt som ingen ting være slået ihjel. Heldigvis står jeg her nu, og det er jeg så ubeskriveligt taknemlig for.

I baggrunden det gule hus på Hadstenvej syv kilometer sydvest for Randers, som han købte for 350.000 kroner for fire år siden. Efter at en lastvogn og en personbil pløjede ind i det i går, er huset med det nye sorte tag bogstaveligt talt ved at brase sammen.

Sov ikke godt
Lastbilen - en såkaldt Unimog, som blandt andet bruges til geotekniske undersøgelser - en personbil og en varevogn, kørte af endnu ukendte årsager ind i hinanden, hvorefter de to førstnævnte bragede ind i den sydvendte side af Niels Christensens hus.

Unimog-lastbilen med de traktor-lignende dæk kurede sammen med den grå personbil hen over autoværn, et elskab i hjørnet af grunden og direkte ind i det soveværelse, som Niels Christensen ved et lykketræf havde forladt kort tid inden ulykken.

– Af en eller anden grund sov jeg ikke særlig godt i nat. Det betød blandt andet, at jeg mod sædvane kørte tidligt til Randers for at handle i Rema 1000, fortæller Niels Christensen og holder en følelsesladet pause, mens vi kigger på hullet i muren og de mange murbrokker, som ligger spredt ud over hans seng og soveværelse.

– Da jeg kom tilbage fra Rema 1000, var der en kø af biler på vejen hen forbi mit hus, og det undrede mig selvfølgelig. En patruljevogn fra politiet holdt lige bag mig, og da jeg forklarede dem, at jeg bor her, fik jeg lov til at parkere. Politifolkene forsøgte at forberede mig ved at sige, at jeg ville få et chok, når jeg så, hvad der var sket.

– Det fik de ret i. Jeg troede først ikke mine egne øjne, men da jeg havde sundet mig lidt, gik det op for mig, at nogen havde holdt hånden over mig, og at det vigtigste var, at jeg havde været så ufatteligt heldig ikke at ligge i min seng, siger Niels Christensen.

Genhuses på hotel i Randers
Førerne af de tre køretøjer, som forulykkede på Hadstenvej omkring klokken halv-ni tirsdag morgen, slap alle med små knubs. Den ene blev dog bragt til skadestuen på Randers Centralsygehus. Ifølge indsatsleder Per Allan Nielsen fra Beredskab og Sikkerhed i Randers er Niels Christensen en 'lykkens pamfilius': - Se på ødelæggelserne på køretøjerne, huset og omgivelserne i det hele taget. Det er ganske utroligt, at ingen er kommet mere til skade end som så, siger Per Allan Nielsen.

NIels Christensen bor - eller rettere boede - alene i huset, som han nu må vinke farvel til i den fine stand, han ellers har bragt det i de seneste år siden sin indflytning. Han har ifølge eget udsagn brugt cirka en halv million kroner på blandt andet nyt tag, isolering, varmeanlæg og altan.

Nu forestår yderligere undersøgelser af årsagerne til og konsekvenserne af trafikuheldet, hvis omkostninger de tre personer i de forulykkede køretøjer angiveligt skal betale via deres forsikringsselskaber. I første omgang får Niels Christensen tag over hovedet på et hotel i Randers, inden han kan komme videre og få fødderne inden for i sin egen bolig igen.

– Jeg kan slet ikke tænke så langt. Lige nu er alt chok og følelser og lettelse, siger han og gør tegn til at ringe til sin 24-årige datter for at berette om sit ufattelige held i uheld.