Kok fik dødstrusler efter at have 'piftet veganers måltid op': Nu siger hun op

Laura Goodman havde fået nok af en belastende veganer-kunde, men hendes hævn gav kæmpe bagslag

Laura Goodman har sagt sin stilling op efter at være blevet truet på livet på grund af et opslag på Facebook. Her står hun sammen med sin forlovede, Michael Gale, som hun indtil for nylig drev restauranten sammen med. Foto: SWNS
Laura Goodman har sagt sin stilling op efter at være blevet truet på livet på grund af et opslag på Facebook. Her står hun sammen med sin forlovede, Michael Gale, som hun indtil for nylig drev restauranten sammen med. Foto: SWNS

’Hellig, fordømmende veganer (som jeg har brugt hele dagen på at lave mad til) er nu gået i seng, stadig i den tro, at hun er veganer’.

Sådan skrev 47-årige italiensk-fødte Laura Goodman efter en arbejdsdag som kok på restauranten Carlini i britiske Albrighton på Facebook-siden ’The Boring Group’. Det skriver britiske Metro.

'Piftet op'
Kokken, som driver restauranten sammen med sin 62-årige forlovede, beskrev, hvordan en vegansk gæst i løbet af hele dagen havde drevet hende til vanvid, og hvordan hun til sidst helt havde mistet besindelsen, da vedkommende bestilte en Margherita-pizza med mozzerella-ost. Efter den lange dag på jobbet drak Laura Goodman et glas vin og gik ind på Facebook og fortalte, hvordan hun få timer forinden havde ’piftet’ en veganers mad op.

Men det skulle hun ikke have gjort.

Den 47-åriges opslag fik straks flere Facebook-brugere helt op i det røde felt, og flere skrev ifølge det britiske medie, at de mente, kokken burde blive retsforfulgt for overgreb mod den uvidende kunde.

Meldt til politiet
Opslaget resulterede i et væld af negative anmeldelser af restauranten, og ifølge Laura Goodmans 62-årige partner, Michael Gale, fik hun også dødstrusler, som efterfølgende er blevet meldt til politiet.

Efter Laura Goodmans bekendelser gav alvorligt bagslag på det sociale medie, bekræfter cheferne på restauranten, at hun nu har opsagt sin stilling som kok på Carlini i Albrighton.

Hun har efterfølgende afvist, at hun med ordlyden mente, at hun havde snydt veganeren til at spise kød. Det uddyber hendes kæreste, som Independent har snakket med:

- Hun havde brugt en masse tid på at sætte en speciel vegansk menu sammen til en forsamling, som så besluttede at vælge noget fra den eksisterende menu – et af måltiderne var en oste-baseret pizza, hvilket ikke er veganer-venligt. Det var det, hun mente med Facebook-kommentaren. Men det undskylder ikke på nogen måde kommentaren, og vi forstår fuldt ud den vrede, det efterfølgende har forårsaget.

Opslaget, som Laura Goodman lagde op i ’The Boring Group’ er efterfølgende blevet slettet.

En slagter kunne ikke dy sig for at drille to kvindelige veganere, der startede en bizar protest foran hans forretning. Se hans snedige svar her.

198 kommentarer
Vis kommentarer