Kold uge: Føles som minus otte grader

En frisk og stedvis hård vind får luften til at føles meget kold disse dage, lyder det fra DMI

Hvor bliver det koldest i denne uge? DMI giver dig her en vejrudsigt for ugen.

Hvis du ikke allerede for længst har fundet hue, handsker og halstørklæde frem fra gemmerne, så er det ved at være tid. DMI forventer en kold uge i Danmark.

Mandag vil kold luft blæse ind over landet fra øst.

- Hvis vi kigger på termometret, så er det ikke så koldt, fordi Østersøen er relativt varm, men fordi vi får frisk - stedvis hård - vind fra øst og nordøst, så vil det føles koldt. Man kan regne med, at det vil føles som fem, seks eller otte graders frost, hvis man befinder sig i den hårde vind, siger Martin Lindberg, der er meteorolog hos DMI.

Og selvom det føles som frost, så vil temperaturen sandsynligvis holde sig i plus. Ifølge DMI kan danskerne forvente maksimum fem grader.

I de sydlige egne vil der komme en del regn i løbet af mandagen.

- Det er især Bornholm, Sydsjælland, Lolland-Falster og over Det Sydfynske Øhav, hvor der vil komme regnbyger i dag. Men i løbet af natten bevæger regnvejret sig længere nordpå.

De, der bor i de nordlige egne, får dog i løbet af dagen også solen at se. Mandag bliver faktisk den dag på ugen, hvor der er størst chance for sol ifølge DMI.

Gråvejr
Og det er med at nyde solen mandag, for både tirsdag, onsdag og torsdag skal danskerne ikke forvente at se solen.

Tirsdag bliver det skyet og med enkelte byger, mens onsdag ser ud til at holde tør. Onsdag vil dog stadig være en dag med mange skyer over landet og derudover en del vind. Torsdag forventer DMI, at vinden tager af, men derudover ligner den onsdag vejrmæssigt.

Hen mod weekenden bliver det køligere. Fredag og lørdag forventer DMI temperaturer mellem to og fem grader. Derudover kan der komme nattefrost.

- Vi kan få lokal let nattefrost natten til fredag og natten til lørdag.  Det vil hovedsageligt være i de sydlige egne - Sønderjylland og måske også Lolland.

Derudover er der en lille risiko for slud lokalt.

Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst i artiklen.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere