Koldt med mulighed for sne juleaften

Sidst på dagen i morgen kommer der koldere luft med byger i det nordlige Jylland

Hen under julemiddagen kan nordjyderne være heldige at få lidt sne. (Foto: Peter Hove Olesen)
Hen under julemiddagen kan nordjyderne være heldige at få lidt sne. (Foto: Peter Hove Olesen)

Nordjyderne kan være heldige at se hvide fnug dale under julemiddagen i morgen aften. Det er vagthavende meteorolog hos DMI, Mogens Rønnebæk, der bringer det hyggelige julebud.

- Det er når man sidder og spiser andestegen. De byger trækker ned over landet julenat, så der kan godt komme lidt slud og snebyger længere sydpå i løbet af julenat, lyder meldingen.

Nogle steder kan man godt stå op julemorgen, og så er der kommet et lille snedrys.

- Også juledag kan der stadig nede i Østersø-egnene komme slud og snebyger, mens resten af landet nok får klart vejr og koldt vejr, siger Mogens Rønnebæk.

Han fortæller, at temperaturerne de kommende dage ikke bliver meget over frysepunktet, men både juledag og 2. juledag kommer der nok lidt lunere luft ind, men julenat bliver kold, ned til tre-fire graders frost.

I weekenden, der kommer bliver det også forholdsvist køligt, med temperaturer lige omkring og lidt over frysepunktet, og med lidt frost om natten.

Hen mod nytår ser det overvejende mildt ud, med temperaturer over frysepunktet, og to-fem grader. Det kan dog stadig nå at ændre sig, oplyser Mogens Rønnebæk.

 

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer