Kommende forældre med milde tegn på corona kan få test

Gravides partnere kan blive testet for at finde ud af, om de må være med til fødslen, oplyser styrelse

Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer betyder også, at gravide med sygdommen Covid-19 ikke længere bør bære maske under fødsel. (Arkivfoto) Foto: Soe Zeya Tun/Reuters
Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer betyder også, at gravide med sygdommen Covid-19 ikke længere bør bære maske under fødsel. (Arkivfoto) Foto: Soe Zeya Tun/Reuters

Flere fædre har oplevet ikke at kunne være med til sit barns fødsel på grund af fare for smitte med coronavirusset.

Sundhedsstyrelsen har derfor præciseret retningslinjerne på området, oplyser styrelsen.

Nu fremgår det tydeligt, at gravides partnere - og andre i husstanden - kan blive testet, hvis de har milde symptomer.

- Helt konkret betyder det, at lægen kan vurdere, at en person, der deler husstand med en gravid, kan testes, hvis personen har milde symptomer, der kunne være Covid-19, siger Camilla Rathcke, centerchef i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Covid-19 er den sygdom, man kan udvikle, hvis man smittes med coronavirus.

Hvis den gravides partner er smittet, må vedkommende ikke komme med til fødslen. Samtidig bør partneren undgå at smitte den gravide.

- Det kan gøres ved at holde afstand, opholde sig i forskellige rum og gøre rent ofte og grundigt i hjemmet, skriver Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Hvis testen derimod er negativ, må vedkommende gerne være med til fødslen.

Retningslinjerne for gravides bofæller er dermed en udpensling af de generelle retningslinjer for test. De trådte i kraft torsdag i sidste uge.

Af dem fremgår det, at folk med milde symptomer kan blive testet. Det gælder for eksempel personer, som bor sammen med nogen i risikogruppen.

De opdaterede retningslinjer for gravide har også betydning for den gravide selv.

Blandt andet skal gravide, der er smittet, ikke længere bære maske under fødslen. Det skyldes, at personalet på sygehusene i forvejen er iført maske og andre værnemidler, hvis den gravide er smittet.

- De nyeste retningslinjer fra Statens Serum Institut beskriver, at det giver nok beskyttelse for alle parter, hvis enten personale eller personen med Covid-19 bærer værnemidler, siger Camilla Rathcke.

Sundhedsstyrelsen har præciseret retningslinjerne, for at de kan stemme overens med Statens Serum Instituts retningslinjer og styrelsens egne retningslinjer for sundhedsvæsnet.

4 kommentarer
Vis kommentarer