Kommunale skraldekonger brød regler i årevis: Ulovlige indkøb for 121 millioner kroner

I otte år har hovedstadens affaldsselskab ulovligt givet store millionordrer til private virksomheder, hvilket er imod udbudsreglerne

Der er blevet brugt millioner af kroner på opgaver, som aldrig har været sendt i udbud fra Amager Ressource Center. Foto: Polfoto/Finn Frandsen
Der er blevet brugt millioner af kroner på opgaver, som aldrig har været sendt i udbud fra Amager Ressource Center. Foto: Polfoto/Finn Frandsen

Loven foreskriver, at kommunalt ejede virksomheder skal sende opgaver ud i offentlig udbud.

Men det bliver der i den grad set stort på hos Amager Ressource Center, der håndterer affaldet fra hovedstadens fem kommuner. Her har ledelsen nemlig siden 2010 indgået millionkontrakter med private leverandører, og det er i direkte strid med reglerne, vurderer eksperter.

Se også: Ledelse brugte 2,4 millioner på rejser og julefrokoster: Borgerne betalte gildet

Afsløringen kommer på baggrund af en aktindsigt, som Kommunen.dk har fået. Heri fremgår det, at affaldsselskabet har sendt opgaver ud til tre virksomheder for et svimlende beløb på 121,3 millioner kroner.

Seks eksperter har gennemgået materialet, som Kommunen.dk er kommet i besiddelse af, og de mener enstemmigt, at der er tale om brud på udbudsloven. 

- Det er en klar overtrædelse af udbudsloven. Der burde have været en alarmklokke, der ringede hos ledelsen, når man køber ind for beløb langt, langt over tærskelværdierne i både udbudsloven og forsyningsdirektivet, siger Sten Jensen, der er selvstændig rådgiver i offentlig udbud.

Helt klare regler om udbud

Køb af samme varer for mere end 1,5 million 

- Skal i EU-udbud og udbydes på EU's side for udbud.  

Mellem 500.000 og 1,5 million. 

- Køber skal sikre, at købet foregår på markedsmæssige vilkår. Eksempelvis ved indhentelse af flere tilbud eller national annoncering.

Under en halv million 

Det er stadig påkrævet, at du overholder god forvaltnings-skik og indhenter tilbud, undersøger markedet, men der er ikke samme krav til dokumentation.  

Den samlede vurdering af beløbet skal ses over en 4-årig periode.  

Forvaltningsprincippet siger, at man som offentlig forvalter, har en forpligtelse til at løbe billigst og bedst uanset beløbet.  

I dag har vi ikke et system, der giver offentlige bøder, hvis de ikke overholder reglerne.

Kilde: Konkurrence- og forbrugerstyrelsen

Systematiske overtrædelser
I perioden 2010 til 2017 modtog Calderys Danmark A/S eksempelvis 55,4 millioner kroner for det, der blot er beskrevet som 'løbende arbejde'. Amager Ressourcer Center begrunder det med, at Calderys er den eneste udbyder af kedelmurværk i det østlige Danmark, og derfor skulle man ikke sende opgaverne i udbud.

Faxe Kalk er et andet eksempel på en virksomhed, der direkte har fået opgaver. Affaldsselskabet har således købt kalk til sit gamle energianlæg. I perioden har man betalt Faxe Kalk hele 54,3 millioner kroner.

Her er opgaverne gennem årrækken også blevet tildelt uden at komme i udbud. Det er både alvorligt og et ledelsesproblem, mener Janne Kristine Laursen, der er advokat med speciale i udbudsret hos Dejure.

- Det er jo langt over, hvad man kan påstå er forglemmelser og detaljer. Det virker systematisk, eller om ikke andet har man i hvert fald slet ikke holdt sig bevidst om, hvilken kontekst man arbejder indenfor som offentligt selskab, siger hun.

Amager Ressource Center

Det fælleskommunale affaldsselskab Amager Ressource Center er 100 pct. ejet af de fem hovedstadskommuner Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og København.

Selskabet håndterer affaldet for 600.000 borgere og 68.000 virksomheder i Københavnsområdet og inkluderer blandt andet Amager Bakke, som er et milliardprojekt designet af den danske arkitekt Bjarke Ingels.

Bestyrelsen består af fem byrådsmedlemmer og en borgmester fra ejerkommunerne.

Kilde: Amager Ressource Center

Direktør: Jeg beklager
Hos Amager Ressource Center har man erkendt over Kommunen.dk, at de store millionkontrakter skulle have været sendt i udbud. Direktør Dan Fredskov forklarer til mediet, at de 121 millioner 'isoleret set er mange penge, men han påpeger samtidig, at virksomheden alene i 2017 brugte 452 millioner kroner på indkøb.

Alligevel tager han det fulde ansvar for de fejl, som Amager Ressource Center har begået siden 2010, selvom han først overtog tøjlerne fra den tidligere direktør, Ulla Röttger, sidste år.

I et skriftligt svar skriver Dan Fredskov:

'ARC (Amager Ressource Center, red.) har i de seneste år haft skærpet opmærksomhed på udbudsreglerne og overholdelsen af disse. Dette er netop for at undgå fejl som disse. Det er dog ingen undskyldning for de fejl, der er begået tidligere, og som jeg beklager. Ansvaret ligger alene hos direktionen og i sidste ende direktøren'.

Flere af de seks eksperter, som Kommunen.dk har talt med, vurderer dog, at ansvaret ikke kun ligger hos direktionen, men også hos bestyrelsen.

Direktionen

Amager Ressource Center har en direktion, der består af direktøren, Dan Fredskov, som overtog posten fra Ulla Röttger i april 2017. Den tidligere direktør forlod jobbet efter intern uro i bestyrelsen.

Derudover består direktionen af cheferne fra direktionssekretariatet, HR- og administrationssekretariatet, Ressource og Økonomi.

Affaldsselskabet har cirka 200 medarbejdere.

Kilde: Amager Ressource Center

Se også: Buffet, 240 liter fadøl og rød løber: Skralde-firma festede for borgernes penge

Se også: Sløret politiker-julefrokost: Skjuler bar-regning til flere tusinde kroner

Se også: Bestyrelse festede igennem til julefrokost: Drak 250 genstande på skatteborgernes regning

Se også: Danmarks dyreste pap-julekalender: Borgerne betalte

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere