Ahmed Al-Salman og hans kæreste var overraskede, da de så madplanen fra deres datters daginstitution. Børnene havde nemlig flere gange fået serveret tun. En fisk, parret vidste, at Fødevarestyrelsen fraråder til børn under tre år, fordi den kan indeholde kviksølv.
- Vi blev meget bekymrede for, om institutionen tager sig godt nok af vores barn, fortæller Al-Salman.
- Når man arbejder for det offentlige, og en offentlig instans anbefaler, at man ikke serverer tun til børn, så er det underligt at gøre alligevel. Institutionen skal vide, at børn ikke bør få tungmetaller. Det er noget, vi regner med, at fagfolk, der arbejder med børn, godt ved, siger faderen.
Er stoppet med at servere tun
Da Ahmed Al-Salman og hans kæreste så madplanen, tog parret kontakt til datterens daginstitution, Spindegården. Herfra fik de at vide, at daginstitutionen fremover ville stoppe med at servere tun til vuggestuebørnene.
Leder af Spindegården Ulla Else Nilsson begrunder beslutningen med, at forældrene skal føle sig trygge.
- Jeg kan jo ikke 100 procent stå inde for, at der ikke skulle kunne ske noget ved at servere tun. Så fremadrettet serverer vi kun tun til børnehavebørnene, siger Nilsson til Ekstra Bladet.
- Selvfølgelig har vi et ansvar for, at børnene trives og udvikles, og at de får det rigtige mad. Men det er en gråzone, fordi der er tale om en anbefaling og ikke et påbud. Vi prøver altid at handle det bedste, vi kan, i forhold til de anbefalinger, der findes.
Ulla Else Nilsson fortæller, at institutionen er glade for, at Ahmed Al-Salman og hans kæreste bragte emnet op. Det giver dem mulighed for at forbedre tingene i samarbejde med forældrene. Noget, de i daginstitutionen vægter højt.
Vil have fokus på problemet
Ahmed Al-Salman er glad for, at institutionen tog kritikken til sig.
- Det er da godt, at de stopper med at servere tun til vuggestuebørnene. Men spørgsmålet er, om de serverer andre madvarer, som frarådes til børn, siger han.
- Vi kan som forældre ikke holde øje med alting, og vi ved ikke alting. Så jeg synes, der skal en større undersøgelse i gang i alle daginstitutioner.
- Stoler du stadig på institutionens evne til at tage vare på jeres barn?
- Jeg stoler delvist på institutionen, siger Al-Salman og tøver.
- Nej, det gør jeg faktisk ikke. Og jeg har svært ved at finde ud af, hvad vi bør gøre i sådan en situation ud over at sætte fokus på problemet.
Kommunen beklager
Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, men de har ikke kunnet efterkomme forespørgslen. I et skriftligt svar skriver Christina Haahr Bach, teamleder for Inklusion, Integration og Sundhed i Børne- og Ungdomsforvaltningen, dog, at de tager sagen alvorligt.
'Vi beklager, at der er blevet serveret tun for nogle af vores vuggestuebørn. Vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger om kost til småbørn. Og tun er på listen over de ting, som vi fraråder vores daginstitutioner at servere for vuggestuebørn', skriver hun.
Bach meddeler, at kommunen vil følge op på sagen.
'Vi vil følge op på det internt og se på, om vi er tydelige og præcise nok i vores kommunikation med både samarbejdspartnere og de enkelte institutioner og deres køkkenpersonale om dette.'