Kommune blev tippet om politikers garagefup for to år siden - har stadig intet gjort

Hørsholm Kommune blev for to år siden tippet om, at byplanformandens garage blev anvendt til beboelse. Alligevel har forvaltningen endnu ikke undersøgt sagen

Følg Samfund

Direktionen i Hørsholm Kommune blev allerede i november 2019 advaret om, at kommunens egen formand for det udvalg, der netop har ansvaret for det kommunale bygge- og boligområde, Jan H. Klit, øjensynligt havde mere end almindeligt rod i bebyggelsen på sin private grund.
Det fremgår af en skrivelse, som en advokat fremsendte til den kommunale ledelse på vegne af nogle borgere, og som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

I skrivelsen oplyser advokaten, at det blandt andet ud fra luftfotos fra det offentlige BBR-register med det blotte øje kan konstateres, at Jan H. Klit på sin grund har flere små bygninger, der ikke er retmæssigt registreret.

Sådan tager den omtalte, påståede garage sig ud fra gaden. Politikeren foregav overfor Hørsholm Kommune at han ville isætte en dobbelt garageport. Den kom dog aldrig i.
Sådan tager den omtalte, påståede garage sig ud fra gaden. Politikeren foregav overfor Hørsholm Kommune at han ville isætte en dobbelt garageport. Den kom dog aldrig i.
 

Politikeren fik i 2009 desuden tilladelse til at opføre en knap 50 kvadratmeter stor garagebygning. Men i skrivelsen fra 2019 udtrykker borgerne også, at de havde en stærk mistanke om, at garagen blev brugt til beboelse. 

Af et mødereferat fra kommunen fremgår det, at kommunen i den forbindelse lovede, at den ville undersøge forholdene på politikerens grund.

Dette er dog – her knap to år senere – fortsat ikke sket.

- Ja, vi stillede dem (borgene, red.) i udsigt, at vi ville besøge adressen, og jeg tror også, at Jan Klit blev orienteret om, at det ville vi gøre. Men det har ikke været prioriteret, fortæller Ole Stilling, direktør for By og Erhverv i Hørsholm Kommune til Ekstra Bladet.

- Vi har ingen indicier
Torsdag kunne Ekstra Bladet afsløre, at Hørsholms Kommunes formand for planlægningsudvalget og politikommissær ved Københavns Politi, Jan H. Klit, i årevis har brugt garagebygningen på sin grund som værelse til sine store børn.

Jan H. Klit har over for Ekstra Bladet benægtet, at bygningen af den årsag skulle være blevet brugt til decideret beboelse, men i en video på sin Facebook-profil forklarede politikeren torsdag, at bygningen har været brugt som fri-, tv- og hyggerum.

Forvaltningsdirektør Ole Stilling har da fortsat heller ingen grund til at tro, at der er eller har været problemer med den pågældende bygning på politikerens grund.

- Vi har ingen indicier eller noget, der minder om, at der skulle være beboelse derinde, men vi modtager da meget gerne sådan nogle oplysninger, lyder det i dag fra den ansvarlige, kommunale direktør.

- Sagen er i bunken

Ole Stilling, direktør for By og Erhverv i Hørsholm Kommune, understreger, at Hørsholm Kommune behandler politikere på lige fod med andre borgere i sager om besigtigelser af ulovlige bygninger. Ifølge direktøren skal det, at Hørsholms Kommune forsat ikke har besigtiget bygningerne på Jan H. Klits grund blandt andet forklares med, at coronasituationen er kommet i vejen, og at kommunen generelt modtager mange henvendelser om ulovlig brug af bygninger.

- Der er jo mange af sådanne nogle klager en gang imellem, men vi har jo som alle andre kommuner haft dødtravlt med at ekspedere byggesager. Den er dog i bunken, så han vil få et besøg indenfor et halvt år, siger direktøren.

- Okay, men – fordi I jo allerede for længst har advaret ham – så har han jo haft rig mulighed for at få bragt tingene i orden. Eksempelvis ved at bringe beboelsen i garagen til ophør. Kan du forstå, hvis det sætter menige borgeres retsfølelse under gevaldigt pres?

- Nej, det forstår jeg sådan set ikke. Tværtimod. Vi aftaler en tid, og så kommer vi, og sådan vil det altid være.

- Ja tak, men I har jo orienteret ham for op mod to år siden, men har så ikke lige fundet tid til rent faktisk at tage ud og efterse tingene?

- Den slags bliver prioriteret i den rækkefølge, som sagerne kommer ind. Jeg tror, det generelt er sådan i Danmark, at kommunerne har rigtig meget at se til, og så tror jeg, at det er sådan – og her taler jeg generelt – at der nogle gange er nogle naboskærmydsler, hvor nogle mener, at der er beboelse i hønsehuse, og det tager vi henad vejen. Det er ikke sådan, at vi har nogle stormtropper, der på kort tid tager ud og håndterer den slags. Det er nogle sager, vi løser hen ad vejen, men det ligger ikke forrest. Det tror jeg ikke, at det er i nogle kommuner.

- Fra vejen kan det ses, at det er fysisk umuligt at få en bil ind i bygningen, ligesom offentlige skråfotos viser, at den er plastret til med sprosse- og ovenlysvinduer. Alt sammen i klar modstrid til den byggeansøgning, Jan H. Klit i 2009 indsendte til og fik godkendt af Hørsholm Kommune. Burde det, helt ærligt, ikke i sig selv have fået jer som kommune til at prioritere at undersøge, at alt også var, som det skulle være, med den bygning? 

- Han må godt lave de forandringer, han har foretaget. Han må gerne lave bygningen om til et skur, uden at det kræver byggesagsbehandling af nogen art.

- Men det er jo ikke det, der er tale om her. Bygningen er ifølge flere kilder og billeder, vi er i besiddelse af, blevet brugt som teenageafdeling?

- Ja, det er det, jeg har hørt. Men med de forandringer, der er lavet på ejendommens udseende, så har vi ingen grund til at tro, at der er eller har været beboelse.

- Man kunne godt få den tanke, at han er heldig at have nogle rigtigt gode venner på den rigtige side af de kommunale mure?

-  Nej, det forstår jeg ikke. Jeg tror da, det er sådan, at folk somme tider har folk sovende i en kælder, hvor der ikke må være beboelse og så videre. Man må jo også godt tage ophold i et drivhus og hygge sig og have det helt dagligstueagtigt, men det er en form for begrænset ophold …

... Men det er jo ikke det, der ifølge flere kilder og billeder er tale om her, og det er jo heller ikke det, I er blevet bedt om at undersøge?  

- Nej, men jeg har ikke modtaget andet end mundtlige udsagn, og når naboer ikke har det så godt med hinanden, så sker der nogle gange det, at folk har nogle antagelser, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Men vi modtager meget gerne konkrete beviser.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør to kritiske interviews med Liberal Alliance og Venstre om mink-sagen i podcasten 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcastapp.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter