Kommune evakuerer udsatte ældre før storm

Omkring 20 borgere har taget imod Frederikssund Kommunes tilbud om hjælp før stormen Malik

Følg Samfund

Frederikssund Kommune har lørdag evakueret 20 borgere før stormen Malik rammer Danmark.

Det skriver TV 2 Lorry.

Det handler om omkring 20 borgere, som bruger kommunens døgnpleje. De fik tilbuddet om at blive evakueret, fordi kommunen frygter, at oversvømmelser efter stormen kan forhindre døgnplejen i at komme frem til dem.

Under stormen Bodil i 2013 var Frederikssund hårdt ramt af oversvømmelser.

Her steg vandet så meget, at Nordsjællands Politi opfordrede beboere rundt om havnen til at forlade deres bolig og søge højere op.

Allerede torsdag gik Frederikssund Kommune i forhøjet beredskab for at forberede sig på stormen Malik ifølge TV 2 Lorry.

Frederikssunds borgmester, Tina Tving Stauning (S), fortæller, at det handler om at undgå, at borgere kommer i livsfare.

- Det vigtigste er at redde mennesker. Der skal ikke være nogen mennesker, der bliver udsat for livsfare, fordi vandet kommer. Derfor har vi rakt ud til dem, der har brug for livsnødvendigt behandling, siger hun til TV 2 Lorry.

Borgerne har fået tilbuddet om at blive huset på omsorgscentrene Tolleruphøj i Frederikssund eller De Tre Ege i Jægerspris.

Døgnplejen har været kontakt med alle de berørte ældre i området, der risikerer oversvømmelser.

Kommunen er stadig løbende i kontakt med de ældre, som har takket nej til tilbuddet, hvis de skulle skifte mening eller få akut behov for hjælp.

- Vi kan ikke udelukke, at der kommer borgere, der takker nej og får akut brug for hjælp. Derfor er det aftalt, at vi også skal være klar til at kunne evakuere, hvis det bliver nødvendigt, siger Tina Tving Stauning ifølge TV 2 Lorry.

Hun kan ikke sætte et præcist tal på, hvor mange pladser kommunen har til ældre, som måtte få behov for at blive evakueret. Men hun understreger, at de finder pladserne.

Hvis man bruger døgnplejen i Frederikssund Kommune og gerne vil evakueres, kan man også selv kontakte kommunens callcenter.

FAKTA: Navngivning af storme i Danmark

Lørdag rammer stormen Malik landet. Læs her, hvorfor storme siden 2013 har fået navne i Danmark.

* Danske medier brugte i dagene op til den 28. oktober 2013 det engelske, tyske og svenske navn for en storm, der skulle ramme Danmark.

* Det skabte en del forvirring om, om det var tre storme, der skulle ramme Danmark.

* Som konsekvens af det bad Martin Lidegaard, der var energi- og klimaminister, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om fremover at navngive storme, der ville komme forbi Danmark.

* Han navngav i samme ombæringen - med hjælp fra Ekstra Bladets læsere - stormen fra den 28. oktober 2013 Allan.

* Da den første storm havde fået et drengenavn, var det ifølge DMI naturligt, at den næste storm skulle have et pigenavn.

* De bestemte sig i dagene op til stormen den 5. og 6. december 2013 for, at den skulle hedde Bodil.

* Efterfølgende opstillede DMI tre kriterier for navngivning af storme.

- Det skal fungere i mediernes overskrifter. Derfor må der maksimalt være tre stavelser.

- Det skal være nemt at udtale.

- Og så skal det være ligefremt at stave.

* Desuden skal stormens navn gerne fungere på de sociale medier - eksempelvis som hashtag. Og så skal navne ikke være for sjældne, sådan at nogle kan føle sig truffet.

* I 2015 ramte to storme Danmark inden for kort tid. Dagmar den 9. januar og Egon den 10. januar.

* Her viste det sig, at navngivningen af storme var rigtig effektivt, og der var ikke forvirring om de to storme.

* Indtil nu har 12 navngivne storme ramt Danmark. De har fået navnene Allan, Bodil, Carl, Dagmar, Egon, Freja, Gorm, Helga, Ingolf, Johanne, Knud og Laura.

* Stormen Malik er altså den trettende storm, der er navngivet i Danmark.

* Ud over det har enkelte storme, der allerede havde fået navn af Sverige eller Norge også ramt landet. Det var Alexander i 2014, Urd i 2016 og Alfrida i 2019.

Kilder: DMI.

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hjælp danskeren – sænk afgiften på benzin

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+