Kommune forbyder rygning i ansattes fritid

Når Ishøj kommune fra i dag indfører røgfri arbejdstid, gælder forbuddet også ansatte, der selv betaler deres frokostpause. FOA er klar til at køre sager for medlemmer, der kommer i klemme

Ishøj Kommune har indført røgfri arbejdstid. Også for de medarbejdere, der selv betaler for frokostpauser. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Ishøj Kommune har indført røgfri arbejdstid. Også for de medarbejdere, der selv betaler for frokostpauser. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Når Ishøj Kommune i dag tilslutter sig rækken af kommuner med røgfri arbejdstid, bliver forbuddet mod at ryge i arbejdstiden et af de mest vidtrækkende herhjemme.

Ifølge Fagbladet FOA gælder det nemlig også i selvbetalte frokostpauser, i civilt tøj og uden for kommunens matrikler. Og hvis man overtræder forbuddet, risikerer man at blive mødt med 'ansættelsesretlige konsekvenser', som kommunen formulerer det.

Henrik Wolsing Jensen, der er tillidsrepræsentant og teknisk serviceleder på Ishøj Skole, har ikke noget imod, at kommunen indfører røgfri arbejdstid. Men han mener, Ishøj er gået alt for vidt over for de knap 200 medarbejdere inden for rengøring, vej og park samt teknisk service, der selv betaler deres frokostpauser.

- Hvis kommunen vil have hånd i hanke med, hvad jeg gør i min frokostpause, så kan de bare betale. Jeg betaler selv min pause, og så har jeg fri. Så er det er ikke min arbejdstid, siger Henrik Wolsing Jensen – som i øvrigt selv er ikke-ryger.

- Men jeg er jo tillidsrepræsentant, så det er jo mig, der skal høre på sagerne, når det begynder at køre, siger Henrik Wolsing Jensen – der forgæves har protesteret mod de nye regler i Hoved-MEDudvalget.

Det skal de ikke bestemme
Han støttes af Steen Vadgaard, der er næstformand i FOA 1:

- Hvis et af vores medlemmer får en sanktion med baggrund i, at han havde røget i sin selvbetalte frokostpause – altså i sin fritid – vil jeg med det samme rejse en sag overfor kommunen. Jeg ville spørge, med hvilken ret, kommunen havde gjort det. For hvis de kan det, så kan de jo også gøre det i hans øvrige fritid, siger Steen Vadgaard, til Fagbladet FOA.

Og Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA, kalder det 'en principiel sag’.

- Det holder jo ikke et sekund. Arbejdsgiveren skal ikke bestemme, om medarbejderne går i Netto, tager en tur på cyklen eller snupper en cigaret i deres fritid, siger Thomas Enghausen.

Vi vil være røgfri
Ishøjs borgmester, socialdemokraten Ole Bjørstorp, forstår godt det argument, men han er ikke bange for at stå på mål for de nye regler.

- Vi vil jo gerne være en røgfri kommune, og da vi skulle beslutte hvordan, så var det byrådets holdning, at der ikke skal være undtagelser. Det var en meget klar beslutning. Ishøj Kommune skal være røgfri, og det gælder hele arbejdsdagen, fra man kommer om morgenen, til man går hjem om eftermiddagen, siger han.

Ud over Ishøj er der yderligere tre kommuner – Nordfyn, Mariagerfjord og Viborg – der indfører røgfri arbejdstid med virkning fra i dag.

I Nordfyn og Mariagerfjord må medarbejdere, der selv betaler deres frokostpause, gerne tage en smøg i pausen, hvis de skifter til civilt tøj og forlader kommunens matrikel.

I Viborg gælder forbuddet som udgangspunkt alle, mens forholdene på den enkelte kommunale arbejdsplads drøftes i MED-systemet.

886 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere