Kommune gakgak: Rev privat bro ned og byggede en ny for 700.000 kr.

'BROEN OVER RIVER KVAJ': - Vi kunne da bare have kørt en omvej på en kilometer, lyder det fra de jyske landmands-brødre

‘Det er borgernes penge, man bruger på noget, som mange mennesker synes er noget mærkeligt noget’ lød det tidligere på måneden fra chefredaktør Poul Madsen om kommunernes kuk kuk. Producer: Lasse Brøndal

Her er endnu et eksempel på kommunalt gakgak, når det gælder disciplinen kommunal brobygning i Jylland:

Aabenraa Kommune har revet en oldgammel betonbro ned og opført en spritny en af slagsen til 700.000 kroner.

Der er kun et par alvorlige hager ved det storstilede byggeprojekt. Kommunen ejer nemlig slet ikke broen, som befinder sig på privat jord. Og ejerne af jorden, landmands-brødrene Egon og Gerhart Rasmussen, kan ikke begribe, hvad de skal med broen.

- Vi kunne da bare være kørt udenom. Omvejen er jo kun en kilometer længere, siger 56-årige Egon Rasmussen til Ekstra Bladet.

Den gamle bro, som formentligt var omkring et hundrede år gammel, strakte sig over Gammelå tæt på kommunegrænsen mellem Aabenraa og Tønder.

- Vi brugte stort set aldrig broen. Vi kører kun over den, når vi skal høste og så. Ellers bliver det kun til et par småture om sommeren, beretter Egon Rasmussen.

Bruger den kun få gange
Brødrene opdagede ved et rent tilfælde, at kommunen var i fuld gang med at rive den gamle og formentligt også fredede bro ned.

- Hele toppen var revet af, da vi opdagede det. Og så skulle vi ikke have sagt noget. Vi ville da ikke risikere, at kommunen så ville have os til at betale. Vi hørte ikke fra Aabenraa Kommune, før de gik i gang med byggeriet. Og vi har heller aldrig hørt fra kommunen, efter at de blev færdige med byggeriet.

Så brødrene Rasmussen nøjedes på afstand med at følge, hvordan en kæmpekran blev rullet ind på deres matrikel,  hvorefter beton-elementer blev hævet og sænket ned over Gammelå.

Foto: Hans Chr. Gabelgaard, Ritzau/Scanpix
Foto: Hans Chr. Gabelgaard, Ritzau/Scanpix
 

Den kommunale misforståelse er formentlig opstået, fordi kommunen tidligere ejede markvejen og broen. Familien Rasmussen købte før kommunesammenlægningen i 2007 både vej og bro, fordi kommunens vedligeholdelse var mangelfuld.

Denne handel er åbenbart ikke blevet registreret korrekt i de kommunale annaler.

- Det var da dejligt at få en helt ny bro og så endda helt gratis, lyder det i dag fra Egon Rasmussen.

Ryster på hovedet
Kommunens storstilede projekt fandt sted for et års tid siden. Og hvis det ikke lige var, fordi Vejen Kommune for nylig blev landskendt for et andet skrupskørt brobyggeri, så var 'River Kvaj projektet'  formentligt gået totalt i glemmebogen hos de to brødre.

Det er muuuhligvis Danmarks flotteste kreaturbro, men den har også kostet ko-kassen. Foto: Anders Brohus Politik - 4. nov. 2019 - kl. 11:23 Kommune bruger 400.000 på ko-bro

- Min bror og jeg ryster da noget på hovedet over sagen. Den gamle bro kunne fint holde til vores meget begrænsede kørsel. Nu er der imidlertid sket det, at tunge tankbiler er begyndt at bruge vores vej og køre over broen. Vejen er en privat grusvej, og den kan slet ikke holde til de tunge lastbiler. Så det skal vi have bremset, fastslår Egon Rasmussen.

VI HÆNGER PÅ DEN

Direktøren for kultur, miljø og erhverv i Aabenraa Kommune, Stig Werner Isaksen, siger til jv.dk, som har bragt den groteske sag frem, at brødrene Rasmussen ikke får en efterregning.

- Nej, det er os, der har sat det i gang, så vi betaler. Den bliver vi nødt til selv at hænge på.

Direktøren siger også til den lokale avis, at registret over broer i kommunen nu skal granskes en ekstra gang.

- Den konkrete medarbejder har handlet i god tro. Helt konkret kommer vi nu til at gå hele registeret igennem, så vi kan være sikre på, at vi ikke kommer til at bruge flere af den slags penge, siger Stig Werner Isaksen til jv.dk.

 

112 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere