Kommune giver 15.000 skattekroner til kriminelle: - En lortesituation

Odense Kommune tilbyder kriminelle penge for at flytte ud af deres hjem, hvis de bor i bestemte området

Odense Kommune tilbyder personer, som har begået kriminalitet i 2019, 15.000 kroner, hvis de vil flytte fra Risingområdet. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Odense Kommune tilbyder personer, som har begået kriminalitet i 2019, 15.000 kroner, hvis de vil flytte fra Risingområdet. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Odense Kommune vil give kriminelle op til 15.000 kroner, hvis de flytter ud af deres almene boliger i enten Risingparken, Påskeløkken, Smedeløkken eller Solbakken i Odense.

Det beskriver opslag fra Odense Kommune og tre almene boligselskaber, som er blevet hængt op i stort set alle opgange i området.

Opslagene henvender sig direkte til beboere, som i 2019 er blevet dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Det er opslag som dette (tv.), der hænger i adskillige opgange i Risingområdet i Odense. De henvender sig direkte til personer, som har begået kriminalitet i 2019. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Det er opslag som dette (tv.), der hænger i adskillige opgange i Risingområdet i Odense. De henvender sig direkte til personer, som har begået kriminalitet i 2019. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Skaber debat
Tilbuddet om at give penge til kriminelle har vakt debat. Men ifølge beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Brian Dybro, er det et nødvendigt onde.

- Dybest set er det her jo en lortesituation, og vi har det rigtig dårligt med det, siger han til Ekstra Bladet.

- Men hvis ikke vi får flyttet de 12-14 kriminelle, det drejer sig om, så vil området ryge på den hårde ghettoliste. Så risikerer vi altså, at boligblokke vil blive revet ned, og at flere end 100 mennesker skal flytte, siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Ekstra Bladet har spurgt beboere og besøgende i området, hvad de synes om kommunens tilbud. Flere var positive over for idéen. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Ekstra Bladet har spurgt beboere og besøgende i området, hvad de synes om kommunens tilbud. Flere var positive over for idéen. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

- Nogle af de her kriminelle har måske begået vold eller lignende. Hvad tænker du om, at der muligvis sidder nogle ofre derude og nu læser, at deres gerningsmænd får penge af kommunen?

- Det har vi det selvfølgelig rigtig svært med, og det her er jo også forkert at gøre, men vi er bare tvunget ud i det, siger Brian Dybro. 

- Nogle vil mene, at jeres tilbud bare flytter problemet. Hvad tænker du om det?

- Det er rigtigt, men det gælder jo i det hele taget for ghettolovgivningen. Det, vi tilbyder, løser ikke noget i sig selv, men det løser det problem, som vi står overfor, siger han.  

Ifølge Brian Dybro er det her kommunens sidste chance for at redde området fra ghettolisten. Han oplyser, at kommunen kun har til midten af december, hvis de vil nå at forhindre, at området ryger på listen.

Beboere i området: 'Så får vi da fred'. Fotos: Tim Kildeborg Jensen

 

Julie Wensien Andersen, 26, besøger Risingområdet flere gange om ugen

Julie Wensien Andersen træner i området 4-5 gange om ugen, og det er også i træningscenteret, Ekstra Bladet møder hende.

- Hvad synes du om kommunens tiltag?

- Det er en god måde måske at få folk ud af kriminalitet. Men der kunne nok være andre måder at gøre det på, siger hun.

- Hvad synes du om, at kommunen giver penge til kriminelle?

- Jeg synes faktisk, det er godt, fordi det giver dem mulighed for at få en ny start. De kommer væk fra miljøet.

 

Jesper Olsen, 36 og Navarana Hertzum-Hendriksen, 34, beboere

Navarana Hertzum-Hendriksen er folkeskolelærer og har boet i Rising-området siden 2010. Hun er glad for at bo her og håber, at området kan blive holdt af ghettolisten med kommunens tiltag.

- Vi ligger jo lige på vippen til at ende på ghettolisten, og hvis det lykkes med at sende nogle et andet sted hen, så slipper vi for det, siger hun.

- Det er ikke ideelt, men jeg synes jo et eller andet sted, at der i orden, at der bliver kæmpet med næb og kløer for, at vi ikke kommer på den liste, siger hun og retter en kritik mod ghettolister generelt.

- Det er en rigtig dårlig måde at gøre tingene på.

Navaranas kæreste Jesper Olsen er omsorgspædagogmedhjælper og har boet i området siden 2016. Han er mere skeptisk over for kommunens flyttetilskud.

- Det er en mærkelig investering af ressourcer, synes jeg. Man løser ikke problemet, man flytter det bare, siger han.

 

Mohammad Salha, 22, beboer

Mohammad Salha er chauffør hos GLS og kom til Danmark fra Syrien for fire år siden.

- Jeg synes, kommunens tilbud er fint, for det kan gøre, at området her bliver roligere og mindre kriminelt, siger han.

- Tror du, det kan hjælpe de kriminelle med at starte på en frisk?

- Hvis de finder et job, så ja. Men nogle er og vil altid være kriminelle, siger han.

- Jeg synes dog, det er lidt mærkeligt, at man betaler skat, og så går pengene til kriminelle. Det synes jeg ikke, folks skattekroner skulle gå til.

 

Heidi Schneider, 47, beboer

Heidi Schneider arbejder som medarbejder i Bilkas delikatesseafdeling. Hun kan se både fordelene og ulemperne ved kommunens tilbud.

- Det er både godt og dårligt, synes jeg. Men overordnet synes jeg, det er godt, hvis vi kan få de kriminelle væk og undgå at ende som ghetto, siger hun.

- Hvad synes du om, at kommunen giver penge til kriminelle?

- Det, synes jeg, er for dårligt. Vores skattepenge burde gives til noget andet, for eksempel ældre, skoler, forebyggelse af kriminalitet og så videre.

- Men før sagde du, at det var godt?

- Det er lidt svært at forklare, svarer hun og griner.

- Altså i sidste ende kan det jo betyde, at vi andre kan få mere fred og ro på. Og det, synes jeg, er godt.

 

Per Højfeldt, 61, beboer

Per Højfeldt har boet i området i flere år. Han har tænkt meget over sagen, siden sedlerne blev hængt op.

- Jeg er kommet frem til, at jeg er imod det, siger han.

- Altså jeg kan godt forstå, at folk er vrede over, at der bliver begået kriminalitet. Men efter min opfattelse er det meget, meget lidt, der egentlig begås.

- Så lad dem da være i fred, siger han.

104 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere