En større skandale har ramt Frederiksberg Kommune, efter det er kommet frem at familieafdelingen i kommunen, er ramt af 'alvorlige fejl og mangler i sagsbehandlingen og dokumentationen', oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
De alvorlige fejl kan have medført at børn og familier, enten har fået mere eller mindre hjælp, end de har været berettiget til. Børne- og ungedirektøren Inger Andersen, er nu blevet afskediget med øjeblikkelig virkning.
-Jeg er meget utilfreds og ked af det dokumentationsvigt i familieafdelingen, som vi netop politisk er blevet orienteret om. Først og fremmest fordi det skaber usikkerhed hos nogle af vores allermest udsatte medborgere, siger Simon Aggesen, borgmester i Frederiksberg Kommune, fra de Konservative.
Alle sagerne ses efter i sømmene
Familieafdelingens sager vil nu blive gennemgået, og involverede borgere bliver kontaktet direkte af Frederiksberg Kommune. Genopretningen forventes at strække sig over de kommende år.
- Det er helt uacceptabelt, det der er sket. Nu skal sagerne gemmensgås én for én, så den fornødne dokumentation er i orden i alle sager. Og så skal vi se på kulturen i afdelingen, for hvordan kan det for eksempel have stået på så længe? Det arbejde kommer vi til at følge meget tæt i børneudvalget, oplyser formand for udvalget Laura Lindahl fra Liberal Alliance.