Kommune truet af nedlukning efter Champions League-brag

Ni drenge blev smittet efter at være samlet til Champions-League semifinale. Siden har smitten spredt sig voldsomt i Hørsholm Kommune

Neymar er ude af Champions League, efter Paris samlet tabte 4-1 til Manchester City over to opgør i semifinalen. Foto: Ritzau Scanpix
Neymar er ude af Champions League, efter Paris samlet tabte 4-1 til Manchester City over to opgør i semifinalen. Foto: Ritzau Scanpix

Smitten med coronavirus er eksploderet i Hørsholm Kommune, der fredag forbereder sig på nedlukning som konsekvens af den store smittestigning.

Det oplyser kommunens borgmester, Morten Slotved (K) til TV2 Lorry.

- Vi er steget markant de sidste to til tre dage. Vi er faretruende tæt på at nå grænsen for automatisk nedlukning, siger han til mediet.

Smittestigningen sker ifølge borgmesteren, efter ti drenge fra Rungsted Gymnasium onsdag i sidste uge var samlet for at se Champions League-braget mellem Paris Saint-Germain og Manchester City.

Ni af drengene blev efterfølgende konstateret smittet med coronavirus, og virussen har siden spredt sig til familie og venner på kort tid. De fleste af drengene er 3.g-elever.

Torsdag var det testjusterede incidenstal i Hørsholm Kommune 234.

Rammer tallet 250, skal skoler, institutioner, serveringssteder, butikker og det liberale erhverv lukke omgående.