Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hej Puk
Er der en maksimal tid eller anden garanti i forbindelse med ansøgning om kontanthjælp?
Jeg spørger, fordi min kommune på snart anden måned endnu ikke er kommet frem til en afgørelse.
De har efter snart to måneder bedt om nye kontoudskrifter. Formentlig efter at jeg rykkede dem for en afgørelse.
Er der overhovedet nogen mulighed for, at kommunen skal kompensere for de renter og gebyrer, som manglende betalinger medfører?
Med venlig hilsen N.S.
Kære N.S.
Der er to ting, når du ansøger om kontanthjælp.
Det ene er, at du har ret til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet. Det vil altså sige, at uanset, om kommunen er tre måneder om at behandle din ansøgning, så vil du få hjælpen fra den dato, hvorfra du kan dokumentere, at du ansøgte om det.
Det andet er selve sagsbehandlingstiden. Her har kommunen pligt til at oplyse om sagsbehandlingstider.
De fleste kommuner beskriver diverse svarfrister på på deres hjemmeside, herunder også på ansøgning om kontanthjælp – og hvis de ikke har, kan du bede om at få det oplyst. Normalt er der to ugers svarfrist på ansøgning om kontanthjælp.
Der følger nogle helt særlige retningslinjer for ’god forvaltningsskik’. Det er ikke egentlige love, kommunerne skal overholde, men blot forskrifter, som kommunerne har pligt til at følge.
Problemet er, at det ikke har nogle konsekvenser for kommunen, hvis de ikke gør det – andet end at de kan få en løftet pegefinger fra ombudsmanden.
Omvendt kan lange sagsbehandlingstider have store konsekvenser for borgerne. Om det skriver ombudsmanden på sin hjemmeside:
’Lange sagsbehandlingstider kan have store økonomiske og personlige konsekvenser for de berørte borgere og virksomheder. Spørgsmålet om sagsbehandlingstid er også generelt afgørende for borgere og virksomheders tilfredshed med den offentlige forvaltning.
Det er derfor vigtigt, at myndighederne har fokus på sagsbehandlingstider, og at det løbende overvejes, om sagsbehandlingstiderne er rimelige eller kan gøres kortere.
Det følger af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud’.
Men hvad er rimelig tid? Alle kan nok blive enige om, at flere måneder uden forsørgelse ikke er. Derfor vil det være på sin plads, hvis du klagede over sagsbehandlingstiden til ombudsmanden.
Du får nok ikke så meget ud af det – andet end at du hjælper andre borgere, der har det samme problem, men som ikke har overskuddet til at klage.
Så det helt korte svar er: Nej, der er ingen mulighed for kompensation. Du får hjælpen med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet og kan klage over langsommelig sagsbehandling til kommunen selv, herunder borgmesteren – og til slut til ombudsmanden.
Med venlig hilsen Puk
--------- SPLIT ELEMENT ---------