Kommunens barske besked til Tina: 'Du har en meget aparte personlighed'

- Det føltes ligesom tortur. Jeg følte, jeg mistede mit selvværd, fordi der blev talt så meget ned til mig, siger Tina om en oplevelse på jobcenteret i Herning

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

'Tina har en meget aparte personlighed'.

Sådan stod der for et lille år siden i en rapport, som en pædagog og en socialrådgiver fra jobcenteret i Herning lavede om den 59-årige Tina, der ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn.

Hun har nemlig hverken fortalt familie eller venner om jobcenterets beskrivelse af hende, da oplevelsen har været for svær at tale om.

- Jeg følte mig bare fuldstændig knust. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med det. Man kan ikke bare gå hjem og sige det. Tænk, hvis mine børn fik at vide, at jobcenteret har skrevet sådan om deres mor, siger hun.

Tina har flere uddannelsesforløb bag sig og er tidligere selvstændig, men ni fysiske diagnoser har nedsat hendes funktionsevne og gjort hende dårligt gående, fortæller hun.

Derfor er hun langtidssygemeldt og går ind i sit tredje år i et jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse, der svarer til at få kontanthjælp. Tilknytningen til jobcenteret og usikkerheden omkring, hvad der skal ske med hende, har gjort hende langvarig nedtrykt, forklarer hun.

Anede intet
Vurderingen af Tinas personlighed kom som en syngende lussing, hun slet ikke havde set komme.

Efter nogle samtaler med en pædagog, der var tilknyttet jobcenteret, blev der, uden Tinas var informeret, udfærdiget en rapport om hendes personlighed, fortæller hun. Den var en del af hendes jobafklaring.

Rapporten blev læst højt for hende ved et møde med hendes sagsbehandler, inden den skulle videresendes til kommunens kliniske funktion og hendes egen læge, forklarer hun.

Da hun kom til mødet, anede Tina ikke, hvad der skulle ske, erindrer hun.

- På bordet i lokalet lå der en rapport på tre en halv tætskrevne sider. De skulle læses op, så jeg skulle bare lytte, fik jeg at vide, siger Tina.

Brød sammen
Mødet var nærmest kun lige startet, da Tina måtte bruge de Kleenex, der stod foran hende.

Og i de små to timer, som mødet varede, blev Tina mere og mere desperat efter at komme ud af rummet. Men selvom hun gerne ville rejse sig, blev hun siddende, fortæller hun.

- Tonefaldet og hele måden, det var skrevet på, var så nedladende og fordømmende. Alt, hvad jeg havde fortalt og givet af almindelige oplysninger, var blevet fordrejet, så jeg kunne føle mig som en fiasko, og nærmest også som en svindler, siger hun.

Uheldig formulering
Da Tina kom hjem fra mødet, var hun så rystet over oplevelsen på jobcenteret, at hun sendte en mail til Center for Erhvervsafklaring & Beskæftigelse i Herning.

Hun ville vide, om hendes forløb var acceptabelt set med faglige briller. Det var det ikke i forhold til den skriftlige tilbagemelding, lød svaret, fremgår det i en mail, som Avisen.dk har set.

Chefen i Herning Kommunes Arbejdsmarkedscenter, Ulla Høy Henriksen, er enig i, at det var uheldigt at skrive, at en borger har en aparte personlighed.

- Udtalelsen burde ikke have været brugt i den sammenhæng. Derfor har vi i marts 2016 beklaget og trukket hele beskrivelsen tilbage og har tilbudt sagsbehandlerskifte, siger hun.

'Ikke en rapport'
Centerchefen understreger dog, at der snarere var tale om en beskrivelse end en egentlig rapport, og at den på intet tidspunkt har været afgørende for nogen afgørelse.

Ulla Høy Henriksen mener ikke, at der er brug for større tydelighed omkring, hvornår der laves beskrivelser, da det bør indgå som en del af den løbende forventningsafstemning med borgeren.

Det er almindeligt, at sagsbehandlere beskriver borgeres ressourcer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet i forbindelse med forløb på Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse, forklarer hun.

Ydmyget
Selvom rapporten i dag er trukket tilbage, er Tina bange for, om den stadig figurerer i kommunens system, fortæller hun.

Og ydmygelsen sidder endnu i hende.

- Det føltes ligesom tortur. Jeg følte, jeg mistede mit selvværd, fordi der blev talt så meget ned til mig. Det var lidt som at miste sin identitet. De tramper på mennesker, der ligger ned i forvejen, deres klienter, og de får endda løn for det.

Tina er et opdigtet navn. Avisen.dk kender hendes fulde identitet.

198 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere