Kommuner advarer: Din bil kan starte en brand

1100 grader. Så varm bliver katalysatoren under din bil, der udgør en stor brandfare i det tørkeramte Danmark

Det er ikke nogen hemmelighed, at hele Danmark lige nu er ualmindeligt tørt.

Den lange tørke får nu fire nordjyske kommuner til at gøre opmærksom på, hvor farlig den tørre natur er.

Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavns Kommune har printet 2000 plakater, der skal gøre alle kommunernes borgere og turister opmærksomme på, at biler kan starte en brand.

- Vi har rigtige mange turister fra forskellige lande, der ikke alle ser danske nyheder.

- Derfor gør vi opmærksom på det med plakater nu, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen.

Sydende varm
I virkeligheden er det ikke selve bilen, der kan starte en brand. Men derimod bilens brandvarme katalysator, som kan blive synderen.

- Erfaringer viser, at når biler kører henover høj og tør vegetation, kan varmen fra katalysatoren starte en brand under bilen.

- Både bilen og naturen kan bryde i brand af den grund, siger Lars Bjørndal, beredskabschef hos Nordjyllands Beredskab.

Beredskabet har endnu ikke et overblik over, hvor mange naturbrande, som er blevet startet af biler.

En katalysator på en bil kan blive op til 1100 grader varm.

Parkér på fast underlag
Beredskabet vil ikke anbefale, at man forsøger at køle bilen ned selv.

- Det er en opfordring til, at man parkerer sin bil på et fast underlag og ikke i en vejkant med højt græs.

Ud over biler har både ukrudtsbrændere, glasskår og cigaretskodder været årsag til flere brande hen over sommeren.

Plakaterne skal hænges op i sommerhusområder og langs vejene, samtidig med at de bliver delt flittigt på de sociale medier. 

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere