Kone vil have 8 milliarder fra utro mand

En milliardær fra Sydkorea skal skilles fra sin hustru, fordi han har været hende utro - og det er ikke småpenge, hun vil have med

Det er noget af en pris, Chey Tae-woo skal betale for at blive skilt fra sin kone. Foto: Kim Hong-ji / Ritzau Scanpix
Det er noget af en pris, Chey Tae-woo skal betale for at blive skilt fra sin kone. Foto: Kim Hong-ji / Ritzau Scanpix

Bestyrelsesformanden i et af Sydkoreas største konglomerater, SK Group, går lige nu igennem en meget dyr skilsmisse.

Chey Tae-won er nemlig blevet sagsøgt af sin kone, som vil have 42,3 procent af hans aktier i virksomheden med sig i skilsmissen. Det svarer til 1,2 milliarder dollars - eller 8,1 milliarder danske kroner.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Bloomberg.

Roh Soh-yeong indleverede søgsmålet onsdag, og hvis hun vinder sagen, vil det gøre hende til den næststørste aktionær i virksomheden efter sin mand.

Hun er datter af den tidligere sydkoreanske præsident, Roh Tae-woo.

Parret har i flere år forsøgt at indgå en aftale om skilsmisse, men fordi de ikke har kunnet blive enige, er sagen endt ved retten.

I 2015 sendte Chey Tae-won et tre sider langt brev til det lokale medie Segye Ilbo, hvori han fortalte, at han havde været sin kone utro og desuden havde fået et barn uden for ægteskabet.

I et opslag på Facebook skriver Roh Soh-yeong kort efter søgsmålet, at hun er klar til at komme videre, efter hun i flere år har håbet på at kunne reparere ægteskabet.

'Men nu kan jeg ikke længere se håbet. Jeg tror nu, at det er det rigtige at lade min mand finde lykken, som han er så desperat efter,' skriver hun i opslaget.

Den lykke kan han så få lov at finde på den anden side af den enormt dyre skilsmisse.

163 kommentarer
Vis kommentarer