Kontrol afslørede ulovlige balloner med kræftfremkaldende stoffer

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har nu krævet, at salget af de ulovlige balloner stoppes

En stikprøvekontrol viste sundhedsskadelige stoffer i fire ud af ti balloner. Arkivfoto: Nima Stock
En stikprøvekontrol viste sundhedsskadelige stoffer i fire ud af ti balloner. Arkivfoto: Nima Stock

Balloner er ikke noget for børn. Eller i hvert fald skal poderne holde sig langt væk fra at puste balloner op med munden, fordi der er en overhængende risiko for, at den festlige pynt indeholder ulovlige, sundhedsskadelige stoffer.

Ved Miljøstyrelsens Kemikalieinspektions seneste stikprøvekontrol fandt de ulovlige stoffer i 4 ud af 20 balloner. Der er tale om nitrosaminer, som er kræftfremkaldende og de såkaldte nitroserbare stoffer, der kan omdannes til nitrosaminer, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Kontrollen var en opfølgning på kontroller udført i 2014 og 2015 som led i den tværministerielle børnekemi-kontrolindsats 2013- 2016, der har til formål at øge informationen og skærpe kontrollen med forbrugerprodukter til børn og unge med henblik på at sikre børn og unge mod skadelig og unødvendig kemi.

Kemikalieinspektionen konstaterede ved begge tidligere kontroller, at flere forhandlere solgte balloner med for høj afgivelse af sundhedsskadelige stoffer.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har nu krævet, at salget af de ulovlige balloner stoppes, og indskærpet reglerne over for de pågældende leverandører og forhandlere.

 Indholdet af sundhedsskadelige stoffer udgør dog ikke en uacceptabel risiko, og ballonerne er derfor ikke tilbagekaldt fra forbrugerne.

Miljøstyrelsen anbefaler følgende gode råd om balloner:

- Børn bør ikke sutte på balloner.

- Balloner bør altid pustes op med en pumpe – også af voksne, da børn kopierer voksne.

- Børn under otte år bør altid være under opsyn, når de leger med balloner pga. kvælningsrisiko.

- Defekte balloner eller stykker af balloner skal kasseres pga. kvælningsrisiko.

Kontrollen var en del af den tværministerielle børnekemi-kontrolindsats 2013- 2016, hvor der var afsat 20 mio. kr. til at øge information og skærpe kontrollen med forbrugerprodukter til børn og unge med henblik på at sikre børn og unge mod skadelig og unødvendig kemi.

Fakta om balloner

- Balloner er lavet af gummi og under produktionen af gummi, kan der dannes såkaldte nitrosaminer og nitroserbare stoffer afhængig af, hvilke stoffer der som udgangspunkt er brugt i gummien.

- Nitrosaminer er en gruppe af stoffer, der er kræftfremkaldende. Derfor har der siden 2011 været EU-regler for afgivelsen af nitrosaminer og nitroserbare stoffer fra balloner og andet legetøj, som er beregnet til at børn putter i munden og i legetøj til børn under 3 år.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere