Kontroversielle løbehjul indtager dansk provinsby

Vejle Kommune vil indgå samarbejde med udlejer af el-løbehjul, siger formand for teknikudvalg

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

En miljøvenlig transportform eller en usikkerhed i bytrafikken?

El-løbehjulene har ramt flere bump på vejen, siden de blev lovliggjort den 17. januar i år.

I første omgang var el-løbehjulene forbeholdt hovedstaden, men senere bredte de sig til Aarhus.

Snart får borgere og besøgende i Vejle Kommune også mulighed for at suse rundt på de omdiskuterede el-løbehjul.

DR Nyheder skriver, at kommunen er tæt på at indgå samarbejde med det svenske udlejningsfirma Voi.

- Den 6. juli er den dato, som jeg har hørt omtalt. Men nu har jeg ikke set det endelige underskrevne dokument, men det er det, jeg går ud fra, siger formand for teknikudvalget i Vejle Kommune, Christoffer Melson (V), til Ritzau.

Elløbehjul i København har skabt stor debat om trafiksikkerhed såvel som rod i bybilledet.

Den 20. juni skal Borgerrepræsentationen stemme om en forsøgsordning, der har til hensigt at skabe mere orden omkring de elektriske løbehjul.

Det skal blandt andet ske ved at sætte et loft for antallet af el-løbehjul.

Ifølge Melson har man i Vejle Kommune netop forsøgt at tage ved lære af debatten og problemerne i hovedstaden. Derfor har kommune indgået i det, han kalder et konstruktivt samarbejde med udlejere.

Melson mener, at det har skabt en win-win-situation frem for en indbyrdes krig mellem kommune og udlejer.

- For at undgå nogle af de børnesygdomme, som man har set andre steder, så har vi rakt ud til dem (udlejerne, red.) i forhold til at lave et samarbejde, så det bliver godt for alle parter.

- Vi har lavet nogle forhandlinger, så de kan få lov til at stille dem op på nogle offentlige steder til gengæld for, at de har nogle forpligtelser i forhold til at samle dem ind, og hvor de skal stå.

Udlejerne forpligter sig til at rydde op og sørge for, at løbehjulene bliver indsamlet på faste tidspunkter, så de ikke kommer til at flyde i bybilledet.

Vejle Kommune mangler blot at få de sidste aftaler på plads med Voi.

Melson forventer, at der vil komme til at køre 100-150 elektriske løbehjul fra den 6. juli.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere