Kosovo trodser Nato og Serbien og opretter hær

Kosovos beslutning om at få sin egen hær vækker vrede i Serbien og sker på trods af advarsler fra Nato

Kosovos parlament har med stort flertal fredag stemt for at etablere landets egen hær.

Samtlige 107 tilstedeværende medlemmer i parlamentet stemte for en lovpakke, der betyder, at det lille Balkan-lands nuværende sikkerhedsstyrker bliver til en egentlig hær.

Parlamentet består af 120 medlemmer. De etniske serbere havde på forhånd sagt, at de ville boykotte afstemningen, skriver nyhedsbureauet AP.

Parlamentsformand Kadri Veseli betegner det som en ny epoke for Kosovo.

I dag består hæren af 3000 soldater, men inden for de kommende ti år vil det antal øges til 5000, har premierminister Ramush Haradinaj oplyst til nyhedsbureauet dpa.

I nabolandet Serbien, som Kosovo løsrev sig fra for ti år siden, har premierminister Ana Brnabic advaret Kosovo om overhovedet at holde en afstemning om emnet.

Serbien advarer om, at det vil true freden i regionen. Men efter fredagens afstemning udtaler Brnabic, at Serbien vil "blive på fredens sti", skriver nyhedsbureauet AFP.

- I mine øjne er det en hård dag - ikke en dag, der bidrager til samarbejdet i regionen, siger hun.

Forsvarsalliancen Nato mener også, at der er en dårlig idé med oprettelsen af en hær. Generalsekretær Jens Stoltenberg havde på forhånd advaret Kosovo mod at gå videre med planerne.

- Jeg beklager, at denne beslutning blev truffet trods de bekymringer, der er udtrykt af Nato, siger Stoltenberg i en pressemeddelelse efter afstemningen i Kosovos parlament.

- Alle sider må sikre sig, at dagens beslutning ikke øger spændingerne i regionen yderligere.

Kosovos løsrivelse er stadig et følsomt emne i Serbien, som afviser at anerkende den tidligere provins som en selvstændig nation.

Serbien har udtrykt bekymring for, at formålet med at etablere en hær er at foretage etnisk udrensning i det nordlige Kosovo, hvor det serbiske mindretal bor.

Efter fredagens afstemning er soldater fra den Nato-ledede fredsbevarende styrke indsat på den bro, der adskiller serbiske og albanske indbyggere i den delte by Mitrovica i det nordlige Kosovo, skriver AP.

OVERBLIK: Ti år gamle Kosovo vil have egen hær

Kosovo løsrev sig officielt fra Serbien i 2008 efter en længere krig. Nu vil landet have sin egen hær, selv om det er en torn i øjet på Serbien.

Læs mere om det lille land på Balkan her:

* Kosovo ligger syd for Serbien og grænser op til Makedonien, Albanien og Montenegro. Landet er 10.887 kvadratkilometer stort, hvilket svarer til omtrent Sjælland og Fyn tilsammen.

* Landets 1,9 millioner indbyggere består hovedsageligt af kosovo-albanere, men der er også etniske bosniere og etniske serbere. Den største religion er islam.

* Kosovo var i middelalderen en del af det serbiske imperium, indtil området blev erobret af Det Osmanniske Rige i 1400-tallet. Kosovo opfattes af Serbien som en del af landet.

* Serbien generobrede Kosovo i 1912 som led i en række ekspansionskrige, der skulle genoprette det serbiske imperium.

* Efter 1. verdenskrig var både Serbien og Kosovo del af Jugoslavien.

* Kosovo var en del af Jugoslavien, indtil landet gik i opløsning under den årelange borgerkrig i midten af 1990'erne. Efterfølgende var landet del af Serbien.

* Kosovo erklærede sig uafhængigt af Serbien første gang i 1991. Fra 1998 indledte Serbien en hård kampagne med etnisk udrensning for at få kontrol med Kosovo.

* I 1999 gik Nato ind i konflikten og trængte serbiske styrker ud af Kosovo, der fik en midlertidig regering.

* I 2008 - efter flere års mislykkede forhandlinger med Serbien - erklærede Kosovo sin selvstændighed egenhændigt.

* Serbien har ikke anerkendt Kosovos selvstændighed. En lang række lande, deriblandt Brasilien, Grækenland, Indien, Iran, Rusland og Kina anerkender heller ikke Kosovos selvstændighed.

* 110 lande, deriblandt Danmark og USA, anerkender Kosovos selvstændighed.

Kilder: CIA World Factbook, Udenrigsministeriet, The Sleepwalkers,

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere