Kovending: Ibuprofen forværrer IKKE coronavirus

Brug Panodil til at dæmpe symptomer i første omgang, lyder opfordringen fra WHO

Mange udenlandske såvel som danske medier har de seneste dage advaret om, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fraråder brug af det smertestillende middel ibuprofen, der blandt andet er kendt under navnet Ipren i Danmark.

Det er dog ikke tilfældet, fortæller WHO selv i dag.

Ikke desto mindre er ibuprofen kommet under mistanke for at forværre covid-19, som er navnet på den sygdom, den nye coronavirus forårsager.

Efter rygterne spredte sig, skyndte Lægemiddelstyrelsen i Danmark sig hurtigt at mane til ro med en pressemeddelelse, hvor de fortæller, at der endnu ikke findes dokumentation for, at ibuprofen skulle kunne forværre covid-19.

- Der er endnu ikke videnskabeligt belæg for at sige, at ibuprofen kan være farligt at tage for mennesker smittet med coronavirus. De personer, som i dag tager ibuprofen, bør ikke stoppe, siger Eskild Colding-Jørgensen, der er overlæge og sektionsleder i Lægemiddelstyrelsen, til Videnskab.dk.

- Men vi tager mistanken alvorligt, og derfor laver vi nu en analyse af de danske data for at se, om der skulle være tegn på, at ibuprofen kan forværre covid-19, uddyber han.

Analysen skulle være klar i løbet af et par uger. Det skriver Videnskab.dk.

Teoretisk mistanke
Udmeldingen fra WHO kom angiveligt fra en talsmand på et pressemøde i Genéve, i kølvandet på at franske myndigheder 17. marts fremhævede en kommentar i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Kommentaren fremlægger en hypotese om, at såkaldte antiinflammatoriske lægemidler, der dæmper betændelsestilstande, såsom ibuprofen, kan højne forekomsten af et enzym, der muligvis øger risikoen for smitte og forværrer symptomerne af infektion af covid-19.

Men Boye L. Jensen, der er professor på Syddansk Universitet, hvor han blandt andet har forsket i smertestillende medicin som ibuprofen, er helt på linje med Lægemiddelstyrelsen og kalder mistanken i The Lancet for 'meget teoretisk'.

- De skriver i studiet, at den gruppe medicin, som ibuprofen tilhører, kan øge mængden af enzymet ACE-2, som coronavirus blandt andet klistrer sig til, når det inficerer os. Men det kan jeg ikke finde belæg for skulle være rigtigt. Det er der simpelthen ikke data på, siger han.

- Selv hvis de kunne fremvise belæg for det, ville det være en meget teoretisk mistanke, uddyber han.

Se også: Eksperterne advarer: Undgå denne medicin

Studiet i The Lancet citerer blandt andet tre observationelle studier foretaget i Wuhan i Kina.

Her har forskerne set på, hvem der er blevet smittet med covid-19, og hvem der blev meget syge.

- Det er vel og mærke ældre personer, der bliver mest syge. Og det er også oftest ældre, der bruger ibuprofen, fordi det dæmper en lang række kroniske smerter. Men man skal passe meget på, at man ikke konkluderer på noget forkert, siger Boye L. Jensen.

At ældre bliver mere syge af covid-19, skyldes nemlig ikke nødvendigvis ibuprofen, siger han.

- Der er også en overvægt af patienterne, som har forhøjet blodtryk og diabetes. Men det betyder heller ikke nødvendigvis, at personer med de lidelser har større risiko for at blive syge af covid-19, siger Boye L. Jensen.

Tag ingen chancer
Der er altså ifølge Lægemiddelstyrelsen og professor Boye L. Jensen ikke noget videnskabeligt belæg for, at personer, der tager ibuprofen, lettere bliver syge af covid-19.

Men én ting er hypotesten om, at ibuprofen øger risikoen for at blive smittet.

Noget andet er, om man skal undgå ibuprofen, hvis man allerede er smittet med covid-19. 

Ifølge professor og virusforsker på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er der ingen grund til at tage chancer.

- Ibuprofen hæmmer smerte, fordi det har en immundæmpende effekt. Vi ved ikke, om effekten er så mild, at det ikke har en effekt på virussen. Jeg kan godt følge hypotesen så langt, at risikoen er værd at overveje, siger han.

Med andre ord ved forskerne endnu ikke med sikkerhed, om der er risiko for, at ibuprofen gør kroppen dårligere til at bekæmpe covid-19. Men der er endnu ikke noget, der tyder på det.

Se også: Sundhedsstyrelsen: Det gør vi hvis vi får en epidemi

115 kommentarer
Vis kommentarer