Kræftpatienter 'forsvundet' i IT-kaos

Kræftpatienter bliver ikke registreret på grund af IT-kaos på Herlev og Gentofte Hospitaler

Indførelsen af IT-systemet Sundhedsplatformen i foråret på Herlev og Gentofte Hospitaler har store konsekvenser for patienter med kræft. Foto: Thomas Lekfeldt
Indførelsen af IT-systemet Sundhedsplatformen i foråret på Herlev og Gentofte Hospitaler har store konsekvenser for patienter med kræft. Foto: Thomas Lekfeldt
Følg Samfund

Oplever du som patient eller ansat problemer efter indførelsen af Sundhedsplatformen på Herlev, Gentofte, Rigshospitalet eller Glostrup Hospital, så kontakt journalist Jacob Høngaard Jensen på jaje@eb.dk med din historie.

Indførelsen af IT-systemet Sundhedsplatformen i foråret på Herlev og Gentofte Hospitaler har store konsekvenser for patienter med kræft.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at omkring 200 færre kræftpatienter er blevet registreret i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal efter indførelsen af Sundhedsplatformen. Man kan derfor ikke holde øje med, om patienternes rettigheder i kræftpakkerne bliver overholdt.

Region Hovedstaden erkender, at registreringen af kræftpatienter er mangelfuld.

- Herlev Gentofte Hospitaler har efter overgangen til Sundhedsplatformen generelt været udfordret ift. at kunne gennemføre valide patientregistreringer i det nye system. Dette skyldes både IT system- og opsætningsfejl samt implementeringen af nye arbejdsgange for sundhedspersonalet, oplyser Region Hovedstaden.

Overlæge, ph.d. Anders Mellemgaard på Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital, forklarer, hvad det reelt betyder, og han finder det stærkt kritisabelt:

- Overvågning af patientforløb for opfyldelse af for eksempel kræftpakke-mål bliver stærkt mangelfuld, og hvis man ikke kan holde øje med det, så kan man jo heller ikke svare på, om patienterne får den behandling, de har ret til, som eksempelvis behandling inden for 14 dage, siger Anders Mellemgaard.

De manglende registreringer afsløres i et notat fra Region Hovedstadens møde i Sundhedsudvalget den 21. september 2016 angående  kræftmonitorering:

'Et nærmere indblik i antal patienter på tværs af hospitalerne viser, at Herlev og Gentofte Hospital i 1. kvartal 2016 havde registreret 421 af de 1.232 henviste patienter for kræft i Region Hovedstaden svarende til 34 %, mens hospitalet i 2. kvartal 2016 kun havde registreret 198 af de 1.180 henviste patienter for kræft svarende til 17 %. En mulig forklaring på dette fald i registrerede henviste patienter kan skyldes overgangen til Sundhedsplatformen den 21. maj 2016.'

 

Den manglende registrering kan især gå ud over kvalitetssikring af kræftbehandlingen, advarer Anders Mellemgaard.

- Det er jo et stort problem, hvis Sundhedsplatformen ikke leverer sundhedsdata til det centrale register (landspatientregisteret red.) og overvåger aktiviteten, men også kvaliteten af det, der foregår.

- Det handler om kvalitet, og om, at vi kigger på os selv med mellemrum og siger, hvordan er det gået vores patienter, og hvordan overlever de? Og hvordan er vi, sammenlignet med andre?, siger han.

Uacceptabelt

Hos Kræftens Bekæmpelse mener man også situationen er helt uholdbar. 

- Det er frustrerende. Og det er uacceptabelt. Og det er det, fordi vi skal jo vide, hvor mange patienter, der er. Og vi skal vide, at de bliver behandlet til tiden, siger direktør Leif Vestergaard Pedersen.

- Vi skal bruge de her registreringer, det er jo ikke bare for administrativ 'sjov'. Men det er også for at se, om der faktisk er nogle problemer, for øjeblikket med at få patienterne behandlet til tiden, siger han.

Han understreger, at registreringerne også skal bruges for at se, om der kommer flere eller færre patienter.

- Og for at se, hvad sker der rent faktisk med patienterne? Og overlever de deres kræft? Altså registreringerne er jo forudsætninger for, at vi kan få alt det her på plads.

- Hvis vi først får registreringerne på plads om et år, jamen så har vi jo ikke nogen sikker fornemmelse af, hvordan det egentlig er gået i 2016. Det kan vi jo først se om et år. Og det er jo alt for sent, siger han.

Leif Vestergaard fortæller også, at registreringerne er vigtige for at se om kræftpatienter, bliver behandlet til tiden. 

- Det er jo klart, at hvis ca. 200 kræftpatienter ikke er registrerede, så kan vi ikke helt vurdere, hvordan det egentlig ser ud på Herlev, og i Region Hovedstaden. I forvejen er det sådan, at når man fx ser på brystkræft i Region Hovedstaden, så har de meget svært ved at få patienter igennem til tiden, i forhold til det, de egentlig burde gøre.

- Og hvis vi så oven i det, har ca. 200, som slet ikke er registreret, ja så bliver det jo et helt vildt broget billede af, hvordan det egentlig går, siger han.

I morgen, lørdag den 5. november, får Herlev og Gentofte hospitaler følgeskab af Rigshospitalet og Glostrup Hospital, der her går i luften med Sundhedsplatformen.

 

**

Syg læge kæmper mod kræften: Systemet sejler

- Det er forfærdeligt, at en it-ting som Sundhedsplatformen potentielt kan ende med at skade patienterne.  

Peter er læge og befinder sig lige nu i sit livs kamp for at undgå, at en tarmsygdom udvikler sig til kræft. Derfor går han til kontrol på Gentofte og Herlev Hospital og er konstant afhængig af blodprøver og andre laboratorietest holder et vågent øje med, om kræften kommer.

Og han har i den grad oplevet, hvordan indførelsen af Sundhedsplatformen i foråret har haft konsekvenser for behandlingen.

- Min sygdom kræver hyppige blodprøver, og bestilling af laboratorieprøver fungerer slet ikke. Jeg har blandt andet oplevet, at prøver ikke kommer frem og simpelthen forsvinder i systemet, og hvor jeg selv som fagperson har måttet gå ind og sikre mig, at de blev taget igen, siger Peter, der arbejder som overlæge og ønsker at være anonym af hensyn til sit job og fremtidige behandling.

- Som læge og fagperson ved jeg godt, hvilke prøver, der skal tages og skal nok sørge for at få den rette behandling, men hvad med alle andre patienter. De er jo på herrens mark, siger han. 

Peter ved efter over 30 år i sundhedsvæsenet om nogen, hvordan det fungerer, og han frygter, at Sundhedsplatformen kan få konsekvenser.

- Det kan det helt sikkert få. En enkelt blodprøve, der forsvinder, lyder måske ikke af så meget, men det kan jo være afgørende blodprøver, og så kan det blive farligt, siger han.     

Han kan også tydeligt som patient mærke på lægerne på Gentofte og Herlev, at sundhedsplatformen er kommet.

- Det er helt tydeligt, at det stresser dem rigtig meget. Min ambulatorielæge bliver også meget stram om munden, når han skal forklare oplevelserne med på sundhedsplatformen og tidsforbruget.  Det, der før tog et kvarter, tager nu 40 minutter.

Peter er et opdigtet navn. Ekstra Bladet er bekendt med hans rigtige identitet. 

 

 

Region Hovedstaden: - Registreringerne er blevet forsinket

Ekstra Bladet har forsøgt at få en mundtlig kommentar fra Region Hovedstadens ledelse. Men regionen ønsker kun at give et skriftligt svar via koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling på, hvorfor omkring 200 patienter er blevet mangelfuldt registreret efter udrulningen af Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospitaler.

I sit skriftlige svar til Ekstra Bladet forklarer Svend Hartling, at den manglende registrering ikke har den store betydning for patienterne.

- Hvad er årsagen til, at de her ca. 200 kræftpatienter ikke er blevet registreret i systemet?

- Det vigtigste er, at alle kræftpatienter er blevet behandlet. Det er rigtigt, at vi har haft nogle udfordringer i forhold til indberetning til Landspatientregistret, ligesom det har skabt udfordringer, at opgaven med at registrere har skiftet hænder fra lægesekretærer til læger.

- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som skal sørge for, at der bliver ryddet op i de manglende registreringer. Arbejdsgruppen skal også sørge for, at lægerne får en bedre uddannelse i Sundhedsplatformen, så de fremover er bedre rustet til at registrere, skriver Svend Hartling i sit svar til Ekstra Bladet.

- Kan omkring 200 kræftpatienter være tjent med, at de ikke er blevet registreret?

- Igen, så er det vigtigste jo, at patienterne får den behandling, de har brug for. Indberetningen til Landspatientregistret har ikke nogen betydning for patienterne. Men når det er sagt, så skal vi selvfølgelig registrere – og vi skal blive bedre til at uddanne personalet i de nye arbejdsgange, som kommer med Sundhedsplatformen.

- Hvordan vil I undgå, at det samme kommer til at ske med kræftpatienter på Rigshospitalet, hvor Sundhedsplatformen skal rulles ud 5. november?

- Vi er allerede i gang med at styrke uddannelsen af personalet. Jeg forventer, at det vil betyde, at vi kan blive bedre til at registrere hurtigere fremover.

- Direktøren for Kræftens Bekæmpelse kalder det uacceptabelt, at 200 kræftpatienter bliver mangelfuldt registreret. Synes I selv, at det er acceptabelt?

- Vi skal selvfølgelig registrere og indberette, og vi er også i gang. Registreringerne er blevet forsinket, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men det har altså ingen konsekvenser for patienterne. Det regner jeg også med, at Kræftens Bekæmpelse er enige i.

- Hvornår kan patienterne regne med, at der kommer styr på registreringen?

- Vi regner med, at de manglende registreringer og indberetninger er på plads ved årets udgang. Med en bedre uddannelse af personalet og med løsningen af de tekniske problemer med registreringen, så går jeg ud fra, at vi ikke vil opleve de her problemer, når vi går i luften med Sundhedsplatformen på Rigshospitalet 5. november. 

- De problemer, som flere har nævnt i forbindelse med Sundhedsplatformen, får det Region Hovedstaden til at overveje, at gå i gang med SP på Rigshospitalet 5. november?

- Det korte svar er nej. Vi går i luften som planlagt. Vi har haft og vil fremover stadig få udfordringer. Men ingen af udfordringerne har været patientkritiske. Vi løser de problemer, der opstår, løbende, og jeg er helt tryg ved at gå i luften på Rigshospitalet 5. november.

- Overlæge Anders Mellemgaard fra Herlev Hospital mener, at overvågning af patientforløb for opfyldelse af for eksempel kræftpakkemål bliver stærkt mangelfuldt, når omkring 200 patienter forsvinder i systemet. Har Anders Mellemgaard ret i dette?

- Patienterne er ikke forsvundet i systemet. De er bare ikke blevet indberettet til Landpatientregistret endnu. Det bliver de. Patienterne har fået deres behandling og deres journaler er opdateret med de data, der er relevant for behandlingen. Men det er rigtigt, at selve overvågningen af regionens opfyldelse af kræftpakkemål i en periode bliver mangelfuld, indtil vi har indhentet det, vi er bagud.

---

Fakta om Sundhedsplatformen

'Sundhedsplatformen' koster 2,8 milliarder kroner.

Frem mod 2018 skal 'Sundhedsplatformen' indføres på samtlige hospitaler i Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Den amerikanske softwareleverandør EPIC, står bag udarbejdelsen af Sundhedsplatformen.

Sundhedsplatformen er Danmarks største sundheds-it-projekt.

Siden 2014 har 400 fagfolk, her i blandt IT-specialister og projektledere, arbejdet på 'Sundhedsplatformen', til danske hospitaler.

Kilde: Region Hovedstaden

Seneste nyt

Benny bekræfter vores bange anelser om regeringen

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.