Kræftsyge Henrik har ikke råd til flere behandlinger: Eks-kæreste og børn starter indsamling

Familiefaren Henrik nægter at give op mod kræftsygdommen, men efter at have brugt omkring en million kroner på behandlinger i Tyskland er pengekassen nu tom

Henrik Lykke Dams store drivkraft kommer blandt andet fra hans børn. Foto: Privatfoto
Henrik Lykke Dams store drivkraft kommer blandt andet fra hans børn. Foto: Privatfoto

Pengetanken er tom for 52-årige Henrik Lykke Dam, der har kæmpet mod en kræftsygdom i tarmen i mere end fem år.

Efter 28 operationer og adskillige kemobehandlinger i Tyskland, som han har betalt for ud af egen lomme, hvilket har kostet ham omkring en million kroner samlet, er der nu ikke flere penge til behandlinger.

I mere end fem år har han nægtet at give op mod kræften, og den indstilling er smittet af på hans to børn, Sophia og Benjamin, og eks-kæreste, Michelle.

Via Michelle, der også er mor til Sophia, er der startet en indsamling, så Henrik fortsat kan modtage behandlinger på Frankfurt Universitetshospital i Tyskland.

Indsamlingen er startet på Facebook, hvor der er blevet oprettet en gruppe med navnet 'Indsamling til Sophias far'.

Henrik er blevet behandlet for et tilbagefald ni gange i kræftforløbet, og han er igen blevet ramt af et tilbagefald, der kræver, at han fortsætter sin behandling i Frankfurt.

'Da kræften lige nu mutere til hurtigtvoksende kræftceller og har spredt sig til flere steder i kroppen, skal der indsamles 300.000 kr for at kunne forsætte Henriks behandlinger i Frankfurt og derved give ham mere tid samme med sine to børn Sophia og Benjamin, som er Henriks absolut største drivkraft i livet,' står der i et opslag på gruppen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
 

Overvældet af støtte
Til Ekstra Bladet fortæller den kræftsyge Henrik, der til dagligt bor i Esbjerg, at han bliver rørt over, hvor mange mennesker, der har bidraget til indsamlingen.

- Jeg er fuldstændig forundret over, hvor mange mennesker der gider at hjælpe. Jeg er lige ved at græde nu bare ved tanken. Jeg er klar over, at indsamlingen kan holde mig i gang med mine behandlinger, og der er nok til et halvt års behandlinger nu, siger Henrik.

- Det har været dejligt, men det har også været lidt hårdt. Der er mange mennesker, man kender i sit netværk, som egentlig går ind og hjælper. Det er hårdt på en god måde, og jeg græder hver gang, der kommer noget ind. Det er mange mennesker, som man har kendt i mange år, som kommer ind og hjælper.

Da eks-kæresten Michelle fortalte om indsamlingen var Henrik, der beskriver sig selv som en rigtig vestjyde ikke helt med på ideen til at starte med.

- Hun har hele tiden sagt, at de ville starte indsamlingen, mens jeg ikke ville bede andre om penge, når jeg stadig har fint og flot hus og en bil at køre, fortæller esbjergenseren.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er den tyske læge Thomas Vogl, der har behandlet Henrik på Frankurt Universitetshospital. Foto: Privatfoto
Det er den tyske læge Thomas Vogl, der har behandlet Henrik på Frankurt Universitetshospital. Foto: Privatfoto
 

Startede som kræft i tarmen
Henriks sygdomsforløb startede i 2016, hvor han efter et stykke tid med blodig afføring gik til lægen, der konstaterede det som stress.

Problemerne fortsatte dog, og efter en kikkertundersøgelse fandt læger en tumor i hans tyktarm, der hurtigt blev fjernet.

Senere fandt lægerne på Vejle Sygehus, hvor han blev behandlet, ud af, at kræften havde spredt sig til leveren og lungerne. Her fik han at vide, at de ikke kunne gøre mere. Det var kun den livsforlængende behandling, der var tilbage.

Han tager på anbefaling fra en bekendt derfor kontakt Frankfurt Universitetshospital og den tyske læge Thomas Vogl, hvor han siden er blevet behandlet.

Behandlingen, hvor den tyske læge sprøjter kemo direkte ind i kræfttumoren, har ifølge Henrik fjernet kræften flere gange på trods af flere tilbagefald.