Kræftsyge Karina: Sådan har hun det i dag

Karina Gattrup lever med kræft i knoglerne. I øjeblikket går det 'godt'

Karina Gattrup lever med sin sygdom idag. Velvidende, at hun aldrig bliver rask. (Foto: Jakob Jørgensen)
Karina Gattrup lever med sin sygdom idag. Velvidende, at hun aldrig bliver rask. (Foto: Jakob Jørgensen)

- Gud. Jeg havde tre mål, jeg ville nå. Min 40 års fødselsdag, en længere rejse til USA og min søns første skoledag.  Og det er jo i dag, han er startet i 1.klasse, siger Karina Gattrup og smiler og highfiver sin mand Kasper. Man tænker med det samme, at hun da ikke ligner en syg kvinde. Hun smiler og griner meget og ser helt 'normal' ud ved første øjekast.

Se også: Karina lever med uhelbredelig kræftsygdom: Svært at se retfærdigheden altid

Ekstra Bladet møder parret dagen før, DR1 programmet 'Ro i Sjælen', som familien deltager i, har premiere. Programmet handler om danskere, der har en uhelbredelig sygdom, og som med stor sandsynlighed ikke når at få udbetalt sin pensionsopsparing.

- Jeg vil hellere kaldes kroniker, end uhelbredeligt syg. Det andet lyder så alvorligt, siger Karina Gattrup fra den lyse stuelejlighed på ydre Frederiksberg.

I det samme går det det op for den 40-årige kvinde, at hun er nødt til at sætte sig nogle nye mål. Så hun ikke føler, hun giver op og lader stå til.

- Der er mål og delmål. De store mål er som sagt nået – og nu kan det være, jeg skal se frem mod Theodors konfirmation, som det næste. Jeg sagde også til mig selv, at jeg ville tilbage til min vægt, før jeg blev gravid, og at jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet. Det har jeg også nået. 

I øjeblikket går det godt med Karina Gattrup. Altså, så godt som det kan gå, når man lever med en kræft sygdom, der aldrig forsvinder. Men Karina holder den i skak med medicin. Og bortset fra et tilbagefald for et par måneder siden, hvor hun fik udskiftet sine piller, så har hun haft det ’udmærket’ i to år.

- Altså jeg lever jo med smerter – sådan en gnavende smerte i knoglerne. Og så har jeg ikke så meget energi altid. Det er temmelig irriterende, når man gerne vil være en god kæreste og god mor, lyder det.

Har skærmet sønnen
Det er især i forhold til sønnen Theodor, at tankerne om døden trænger sig på. Den lille fyr er vokset op med, at hans mor har en sygdom, som har gjort, at hun har et kæmpe ar i hovedet, har været ofte på hospitalet og har skullet tage piller i massevis.

- Vi har prøvet at skærme ham, så meget som muligt, men nogle ting, har vi jo ikke kunnet skjule. Heldigvis har han taget det i stiv arm. Han skreg af grin første gang, han så mig tage parykken af, han ved, at mor ikke kan tumle ligeså voldsomt som far, og så ved han, at piller ikke er noget man rører ved.

Heldigvis virker det ikke som om, at Theo er påvirket af mors sygdom.

- Theo har en enkelt gang kommet med sin lille værktøjskasse og spurgt: ’har du noget sygdom, jeg skal skære af mor?’. Så bliver man jo helt rørt. Og når jeg tænker tilbage på, da jeg var allermest syg og troede, jeg skulle forlade ham. Der stod jeg med tårer og snot i hele hovedet og kæmpede mig igennem en godnatsang. Men det tror jeg heldigvis ikke, han kan huske.

Dagligdagens begrænsninger
Selv om Karina pointerer, at hun er dybt taknemmelig for, at hun stadig lever, så har sygdommen flere konsekvenser i dagligdagen.

Parret har været nødt til at sætte os i en mindre bolig, hvor Kasper har råd til at sidde alene, hvis nu.. Selvom parret elsker at rejse, er det ikke bare sådan, at de lige kan tage en spontan tur. For hvis et forsikringsselskab skal forsikre dem, skal de kunne vise attester på, at der ikke er ændringer i Karinas sygdom to måneder tilbage.

- Det sætter jo nogle begrænsninger. Nogle gange kan jeg godt blive så mega træt og bitter. Flere i vores omgangskreds sidder i et hus med to børn og kan planlægge ting flere år frem. Det tør vi ikke. Vi kan heller ikke få et barn mere, da mine æggestokke også er blevet fjernet. Jeg ved godt, det kan lyde utaknemmeligt. Men nogle dage ville jeg bare gerne være som alle andre.

 Karina har været på sygedagpenge i mange år, men arbejder nu i et flexjob ni timer som assistent i en fodklinik. Mere kan hendes krop ikke klare.

- Jeg elsker at være der. Det gør, at jeg føler mig nogenlunde normal. At jeg kan bruges til noget stadigvæk. Men det er et meget anderledes job, end det jeg havde, før jeg blev syg. Her havde jeg en lederstilling og havde konstant flere bolde i luften. Nu kan jeg knap klare en.

Forandringer i krop og sind
- Jeg tror, at de færreste tænker over, at det jo ikke kun er sygdommen, man lever med. Det har så mange konsekvenser på andre områder.

Både Kasper og Karina er enige om, at Karina også har forandret sig meget fra før og efter hun blev syg.

Et er udseendet, siger Karina.

- Jeg synes altid, jeg har set nogenlunde godt ud. Du ved. Pæn almindelig krop og charmerende ansigt. Jeg havde et smukt lyst hår. Aj, hvor gik jeg op i det hår. Haha. Nu har jeg ar flere flere steder og min kropsbevidsthed har ændret sig. Det gør også noget ved ens parforhold og intimitet at medicinen har sat mig i overgangsalder. Endnu en ting man skal tackle.

Men også sindet har forandret sig. Derfor har parret brugt meget tid og penge på psykoterapi. Både sammen og hver for sig. Simpelthen for at blive bedre til at tackle de følelsesmæssige udfordringer.

- Da jeg mødte Kasper var jeg sådan en cool en, der organiserede alt. Var klar på de vildeste eventyr. Og nok også ret sjov og ubekymret. Jeg er blevet mere eftertænksom og alvorlig. Hvilket jo også er en god ting. Men jeg synes godt, jeg kan være lidt tung at danse med. Så jeg kan godt savne den spontane og overskudsagtige Karina engang imellem, siger hun og tilføjer med et grin.

- Aj. Og så glemmer jeg jo ting. Man siger at med amning og kemo ryger hukommelsen. Det kan jeg godt skrive under på.

1 af 2 Der er sket meget for Karina og Kasper de sidste ni år. Her har de næsten lige mødt hinanden. (Privatfoto)
2 af 2 Karina Gattrup lever med sin sygdom idag. Velvidende, at hun aldrig bliver rask. (Foto: Jakob Jørgensen)
36 kommentarer
Vis kommentarer