Krænker dansk luftrum: Russisk kampfly fløj over Bornholm

NATO har i dag meldt ud, at et russisk fly er fløjet ind over Bornholm. En 'krænkelse på NATO's luftrum', lyder det

Et russisk jagerfly krænkede dansk luftrum over Bornholm fredag. Foto: United States Air Force
Et russisk jagerfly krænkede dansk luftrum over Bornholm fredag. Foto: United States Air Force

Fredag aften fløj et russisk kampfly over Bornholm.

Et amerikansk B52 fly var i gang med en træningsøvelse og stødte på det russiske fly, der fløj efter og observerede det amerikanske fly.

Det russiske fly fortsatte helt ind over Bornholm, hvilket er et brud på international lov.

Det skriver NATO i en pressemeddelelse.

- Episoden demonstrerer Ruslands manglende respekt for internationale normer og de allieredes luftrum, siger general Jeff Harrigian, kommandør i Natos Allied Air Command.

Danmark reagerede hurtigt
Et dansk fly blev hurtigt sendt afsted, men det russiske fly nåede at vende om, inden de ankom.

Situationen er ifølge NATO den første af sin slags i flere år.

'Det indikerer et nyt niveau af provokerende opførsel fra russisk side', skriver NATO.

Artiklen fortsættes under billedet...

Et amerikansk B52 fly blev fredag fulgt ind over Bornholm af det russiske jagerfly. Foto: UNITED STATES AIR FORCE
Et amerikansk B52 fly blev fredag fulgt ind over Bornholm af det russiske jagerfly. Foto: UNITED STATES AIR FORCE

Kan medføre officiel henvendelse
Russiske fly i lang tid har opsøgt fly fra NATO-alliancen ved Østersøen og Sorte Havet.

Det beskriver Karsten Marrup major og chef for Luftoperationer på Forsvarsakademiet.

Han er dog enig i, at hændelsen fredag er på et nyt niveau.

- De har en tendens til at flyve på en – lad os sige anderledes, måde. De flyver tæt på flyene og ikke nødvendigvis så pænt, som man burde. At flyve ind i et suverænt luftrum er en provokation på et nyt niveau, det er jeg enig i, siger han og tilføjer:

- Det, at en NATO general er ude og så tydeligt sige til russerne, at det her er en provokation på et nyt niveau, er jo næsten konsekvens nok. Det er at sende et meget politisk signal om, at det her finder vi os ikke i.

Karsten Marrup tror ikke, at det vil medføre konkrete repressalier for Rusland internationalt, men regner med, at Danmark vil reagere.

- Man kan eventuelt forestille sig, at der vil komme en officiel henvendelse fra Danmark til den russiske ambassadør i Danmark, hvor man - pænt, venligt, men bestemt, beder russerne holde sig udenfor dansk territorium.

1109 kommentarer
Vis kommentarer