Kraftig skovbrand udløser evakuering af by i New Zealand

Flere end 3000 indbyggere i byen Wakefield er blevet evakueret som følge af en stor skovbrand i New Zealand.

En hel by er lørdag blevet evakueret i New Zealand.

Evakueringen skyldes en stor skovbrand, der truer med at brænde byen Wakefield ned. Flere end 3000 indbyggere er derfor blevet evakueret, mens brand- og redningsfolk kæmper mod ilden.

Derudover er der blevet erklæret undtagelsestilstand i og omkring Wakefield.

Skovbranden har siden starten af ugen hærget et område på 2100 hektar, hvoraf størstedelen er busksteppe og fyrretræsskov. Det svarer til 21 kvadratkilometer.

Siden da har den bredt sig fra en udtørret del af Nelson-regionen, der ligger i den nordlige del af Sydøen, til ti kilometer ind i et beboet område.

Den regionale politichef, Zane Hooper, bekræfter, at redningsfolk succesfuldt har gennemført "den beordrede evakuering af Wakefield".

Spørger man brandchef John Sutton, er skovbrandens hærgen dog langtfra overstået. Han frygter, at det bliver kritisk søndag.

- For at være ærlig, så er jeg bekymret for i morgen, siger han.

- Vi er et ret godt sted strategisk i dag, men vi er i hænderne på Gud, når det kommer til vinden. Hvis vi får vind, der er i nærheden af 13 meter i sekundet, så er vi i problemer, fortsætter brandchefen.

Helikoptere arbejder på højtryk for at forsøge at slukke flammerne.

De bliver blandt andet brugt i slukningsarbejdet for at hindre, at branden spreder sig til Wakefield. Men også for at sikre, at området omkring Nelson med 50.000 indbyggere ikke bliver ramt.

For to år siden blev flere end 1000 mennesker evakueret fra deres hjem nær bjergområdet Port Hills syd for Christchurch i New Zealand.

Dengang slog myndighederne også alarm og erklærede undtagelsestilstand i området. En helikopterpilot blev dræbt, da hans helikopter styrtede ned, mens han forsøgte på at bekæmpe ilden.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere