Kraftigt blæsevejr er over Danmark: Så længe fortsætter det

Kraftige vindstød vil drille Danmark resten af fredagen, mens weekenden byder på flot solskinsvejr

(Foto: Rasmus Flindt)

Kraftig blæst har hele morgenen irriteret store dele af Danmark på årets anden dag. Specielt Nordjylland, Nordvestsjælland og Bornholm har været ramt af voldsomme vindstød, og DMI varsler her om både risiko for vindstød af stormstyrke samt forhøjet vandstand.

Samtidig har Vejdirektoratet frarådet alle vindfølsomme køretøjer at køre på i at syv broer - det drejer sig om Øresundsbroen, Lillebæltsbroen, Vejlefjordbroen, Farøbroerne, Svensborgsundbroen, Siøsundbroen og Langelandsbroen.

Ifølge DMI vil de kraftige vindstød fortsætte resten af dagen - dog vil det særligt være i de områder, der lige nu er hårdest ramt.

- Resten af dagen vil der være risiko for vindstød af stormstyrke, det vil dog primært være langs blandt andet den jyske vestkyst, i Nordvestsjælland, i Nordsjælland og på Bornholm, siger vagthavende Michael Skelbæk.

- I aften- og nattetimerne vil det specielt være langt kysterne, at risikoen er.

Regn senere i dag

Senere i dag kommer der regn til landet, og også det kan trække nogle ordentlige vindstød med sig.

- Der kommer nogle relativt kraftige byger indover landet og i forbindelse med det, kan der også komme kraftige vindstød.

Generelt set aftager vinden dog stille og roligt, som timerne går, og bor man ikke ved kysterne, er der ingen fare for at blive borte med blæsten.

- Selve middelvinden begynder at aftage, når vi kommer ud på eftermiddagen, og dermed vil nogle af de kraftige vindstød ind over land forsvinde.

Flot weekendvejr

Fredagens blæsevejr betyder, at der enkelte steder lørdag fortsat vil være kraftige vindstød. Herudover kan man se frem til en dag, hvor solen kigger frem efter lidt regn.

- I morgen tidlig forventer vi, at det kun er meget lokalt, at der fortsat er kraftige vindstød. Fx helt lokalt på Bornholm eller i Nordjylland. men middelvinden er ikke noget specielt.

- Lørdagen starter ud med byger flere steder, men så klarer det op, så der kommer plads til solskin. Så det ender faktisk med at blive en rigtig pæn lørdag med sol og en let til frisk vind, når man kommer lidt ind i landet.

Søndagen kommer dog formentlig til at tage prisen som årets hidtil flotteste dag.

- Her kan vi se frem til, at vinden drejer lidt op mod nordvest, og det gør, at vi ligesom ligger i læ af de norske fjelde. Det betyder en flot dag med en del sol, tørvejr og en let til frisk vind.

- Ud mod kysterne kan man måske have en hård vind, så der er stadig blæst tilbage, men det bliver et rigtig flot solskinsvejr, siger Michael Skelbæk.

Temperaturerne vil være omkring fem grader både lørdag og søndag.

Her rammer stormstyrke-vindstød

DMI udsendte tidligere fredag et kort, der viser, hvor der varsles om forhøjet vandstand og vindstød af stormstyrke:

 

Områder markeret med gult betyder, at der enten er varsel om vindstød af stormstyrke eller varsel om forhøjet vandstand. Områder markeret med blåt betyder, at der er risiko for det samme.

Du kan tjekke dit lokale vejr her.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 DMI varsler om vindstød af stormstyrke flere steder i landet i dag. (Arkivfoto: Joachim Adrian)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere