Kraftigt vulkanudbrud spreder aske over Mexico

Den 3,8 kilometer høje Colima-vulkan har for alvor rørt på sig i det seneste døgn

En tre kilometer høj askesøjle rejste sig torsdag over Jalisco-delstaten i det vestlige Mexico, da Colima-vulkanen med kælenavnet “Den Ildspyende Vulkan” viste styrkeprøver.

Vulkanen bliver regnet som en af de mest aktive i Mellemamerika, og de mexicanske myndigheder holder et vågent øje med de underjordiske rystelser, der har været endnu mere kraftige i 2015 end i lang tid. I juli gik vulkanen i sit største udbrud i 100 år, og flere hundrede lokale indbyggere blev straks evakueret.

Torsdagens udbrud bestod af dampe, gasser og aske, og indtil videre er der ingen meldinger om lava, men de nærmeste landsbyer har fået besked på at forberede sig på at forlade området.

2 kommentarer
Vis kommentarer