Kram, glædestårer og en ny start - efterskoleelever mødes igen

Mandag kunne efterskolerne i Vest- og Nordjylland igen åbne dørene - det satte følelserne i gang hos både piger og drenge

Ind i hestestalden kommer Helena Hedegaard løbende fuld fokuseret.

- Hvor er Kathrine, spørger hun med spændingen uden på tøjet.

Da de to piger finder hinanden i lokalerne bag stalden, får glædestårerne frit løb.

I to måneder har de undværet hinanden, vennerne, og hvad de føler, er hele deres liv: nemlig efterskolen.

Men i dag må efterskolerne i Vest- og Nordjylland slå dørene op.

Ekstra Bladet var med for at mærke stemningen på Fjordvang Efterskole nær Ringkøbing

Med en negativ test i hånden, kunne eleverne på Fjordvang Efterskole tage deres bagage og flytte tilbage ind på skolen de sidste fire måneder. Foto: Anders Brohus
Med en negativ test i hånden, kunne eleverne på Fjordvang Efterskole tage deres bagage og flytte tilbage ind på skolen de sidste fire måneder. Foto: Anders Brohus

Fremvis en test
Jacob Kravlund Jørgensen står med åbne arme, da Andreas Møller træder op af den røde løber. Gensynsglæden er stor for både elev og forstander, og forstanderen får da også solgt første sætning med en bragende entusiasme.

- Andreas, så kører bussen igen, har du test, jeg må se, min ven? siger Jacob Kravlund Jørgensen med et stort smil.

For at kunne indlogere på efterskolen skal eleverne kunne fremvise en maksimal 72 timer gammel negativ coronatest. Og for at håndhæve det krav må forstanderen lege politi for en aften.

Forstander Jacob Kravlund Jørgensen vil ikke lege politimand overfor eleverne. Sådan kan man ikke drive en efterskole, siger han. Foto: Anders Brohus
Forstander Jacob Kravlund Jørgensen vil ikke lege politimand overfor eleverne. Sådan kan man ikke drive en efterskole, siger han. Foto: Anders Brohus
 

- Det er ikke sådan, at vi kommer til at skulle gå med løftet pegefinger hele tiden. Det kan vi simpelthen ikke her. Men vi overholder de regler, vi har fået, og så tolker vi de anbefalinger, så godt vi kan.

To meters afstand er svært, når man har været nødsaget til at undvære sine venner i otte uger, og det kan Jørgen Knudsen, far til Christian Knudsen, sagtens forstå.

Jørgen Knudsen stod glad og så til, da hans søn og en kammerat kunne køre deres scootere af trailere, og flytte dem tilbage ind på efterskolen. Foto: Anders Brohus
Jørgen Knudsen stod glad og så til, da hans søn og en kammerat kunne køre deres scootere af trailere, og flytte dem tilbage ind på efterskolen. Foto: Anders Brohus

- Det er jo noget, som de aldrig kan få igen det her, så hvad I ser nu, er virkelig bare ægte, siger den mindst lige så glade far, da han ser sin søn møde kammeraterne igen.

- Det har været svært at finde på noget at tage sig til. Jeg har været lidt med ude og skrue i den scooter der, men det kan jo ikke sammenlignes med det liv, de lever her, fortsætter han.

To måneder skal indhentes
På Fjordvang Efterskole kan eleverne både tage deres hest, knallert og fodbold med. Derfor er der også nok af aktiviteter at tage sig til – og det er vigtigt, for forstanderen håber, at eleverne så vidt muligt bliver på skolen.

Elever må ikke mødes på værelser med andre elever, som ikke bor på samme gang. Derfor må kontakten foregå gennem vinduet eller ude i fællesområderne. Foto: Anders Brohus
Elever må ikke mødes på værelser med andre elever, som ikke bor på samme gang. Derfor må kontakten foregå gennem vinduet eller ude i fællesområderne. Foto: Anders Brohus

- Det er jo sådan, vi kan undgå at få smitte ind. Men jeg ved selvfølgelig, at der er nogle stykker af vores elever, som har brug for at trække stikket, og det skal der være plads til, siger Jacob Kravlund Jørgensen.

- Normal tager 65-70 elever hjem i weekenden, og nu regner vi med, at det er maksimalt en tredjedel indtil påske.

Skolen har måttet aflyse skiferie, tur til Berlin og alle elevfester, men trods de mange aflysninger på stribe er Jacob Kravlund Jørgensen sikker på, at eleverne nok skal få indhentet de tabte måneder.

- Vi har booket en tur til Bornholm i stedet for Berlin. Derudover har vi allerede i marts en uge, hvor vi har revet skemaet i stykker, og lærerne arbejder på at lave en masse anderledes ting, som styrker fællesskabet.

Spørger man dog en god portion af de omkring 90 elever, der i løbet af mandag eftermiddag tjekkede ind på Fjordvang Efterskole, er de heller ikke bange for at få et dårligt skoleår.

- Selvom online-undervisning var nederen, skal vi nok få det rigtig sjovt her til sidst. Det har været et megafedt år, og efterskole er det bedste, siger et enstemmigt drengekor foran værkstedet.

De fire venner Christian Knudsen, Lukas Pedersen, Gustav Havnstrup Møller og Andreas Simonson er enige om, at efterskole er det bedste år i deres liv. Foto: Anders Brohus
De fire venner Christian Knudsen, Lukas Pedersen, Gustav Havnstrup Møller og Andreas Simonson er enige om, at efterskole er det bedste år i deres liv. Foto: Anders Brohus