Kreta ramt af jordskælv: En person død

Jordskælvet havde en styrke på 6,5

Foto: Ritzau Scanpix/Stefanos Rapanis
Foto: Ritzau Scanpix/Stefanos Rapanis

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,5 har ramt øen Kreta i Grækenland.

Det oplyser Det Europæiske Seismologiske Center for Middelhavet (EMSC) mandag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ifølge det græske medie Skai er en person død, efter et tag faldt sammen.

Skælvet havde en dybde på to kilometer.

Flygtede på gaden
Ved havnebyen Iraklio flygtede mange mennesker ud på gaden, viser tv-billeder ifølge nyhedsbureauet dpa. Øjenvidner melder om skader på bygninger.

Flere brugere på det sociale medie Twitter skriver, at de tydeligt har kunnet mærke rystelserne.

Ifølge dpa kunne jordskælvet mærkes på hele Kreta. Også på andre græske øer var der rystelser. Det gælder blandt andet Santorini omkring 150 kilometer nord for Kreta.

Forskellige seismologiske institutter har beregnet varierende størrelser på skælvet. Det er ganske normalt i timerne og dagene efter et skælv.

Mange danskere på øen
Apollo Rejser har i skrivende stund 1234 danskere på øen.

'Rystelserne har kunne mærkes på store dele af Kreta. Vi har modtaget melding om at ingen skader er registreret i turistområderne. Der er sket nogle skader i nogle bjerglandsbyer midt på øen. Vi har modtaget nogle få henvendelser fra enkelte gæster, men ellers ser det ud til at de fleste tager situationen roligt. Vi har ikke modtaget henvendelser om tilskadekomne blandt vores gæster,' lyder det fra rejseselskabet i en mail til Ekstra Bladet.

Spies har cirka 1000 danskere på øen. Danskerne fra Spies befinder sig hovedsageligt langt mod vest i Chaniaområdet og i øst i Agios Nikolaos og Makrigialos.

'Vores kolleger på Kreta melder ikke om, at det har påvirket vores gæster – men de sender SMS til alle gæster på Kreta med information om situationen og med kontaktinfo, så de kan komme igennem os dernede. Vi er til rådighed 24/7 for vores gæster og følger situationen.'