Krise tvinger flere cubanere til at krydse strædet til USA

Økonomisk krise og varemangel får stadig flere cubanere til at tage den farlige rejse over Floridastrædet

Cuba oplever for tiden en stigning i antallet af migranter, der ulovligt forsøger at krydse Floridastrædet til USA.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det skyldes ikke mindst en økonomisk krise, der er blevet forværret af coronapandemien, flere amerikanske sanktioner og nedskæringer i bistanden fra landets allierede Venezuela, der også er ramt af krise.

Dette har ført til mangel på mange varer og omfattende protester i Cuba.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Krise tvinger flere cubanere til at krydse strædet til USA

Samtidig blev lovlige måder at komme til USA på stærkt begrænset under tidligere præsident Donald Trumps administration. Blandt andet lukkede Trump stort set hele det amerikanske konsulat i Cuba i 2017.

De fleste cubanere, der ønsker et visum til USA, er derfor nødsaget til at henvende sig til ambassader i andre lande. Noget, der er stort set umuligt på grund af kraftige reduceringer i lufttrafikken under pandemien.

Derudover har de fleste alligevel ikke råd til billetter, medmindre pårørende i udlandet kan sende dem penge.

Alt dette har ifølge AP presset mange cubanere til at tage den farefulde færd i små både eller på tømmerflåder over Floridastrædet til USA.

Mellem Cuba og Key West i Florida er strædet 160 kilometer bredt.

Den amerikanske kystvagt oplyste for nylig, at den har opsnappet 595 cubanere til søs, siden det amerikanske finansår begyndte 1. oktober sidste år.

Det er langt flere end under noget andet finansår siden 2017.

I mellemtiden har USA meddelt, at selv cubanere, der når USA's kyst, sandsynligvis vil blive deporteret. USA har ellers i mange år haft en politik om at give asyl til dem, der nåede i land.

De 595 er dog stadig et relativt lille antal sammenlignet med de næsten 5400, der blev standset på havet i 2016.

Under kriser i Cuba i 1980, da den cubanske regering opgav at forhindre, at folk sejlede ud, og igen fra 1994 til 1995 forsøgte titusindvis af cubanere at krydse Floridastrædet. Tusindvis af cubanere døde i forsøget på at nå til USA.