Kriseramt flyselskab får ny topchef

Efter flere måneder med økonomisk turbulens har Norwegian onsdag præsenteret ny topchef

Det norske luftfartsselskab Norwegian har fundet manden, der skal føre selskabet sikkert gennem en økonomisk turbulent tid.

Fra 1. januar tager Jacob Schram styringen som koncernchef i Norwegian, oplyser lavprisselskabet i en meddelelse til fondsbørsen i Norge ifølge det norske erhvervsmedie E24.

Ansættelsen af Jacob Schram bliver samtidig det første store træk fra Norwegians danske bestyrelsesformand Niels Smedegaard, siden han i april fik formandsposten.

Han har hentet Jacob Schram efter 30 år med forskellige stillinger i Circle K, Statoil, McDonalds og McKinsey.

- Hans omfattende ledererfaring fra globale selskaber, tydelige kundeorientering og evne til at skabe værdi er netop det, som Norwegian trænger til, når selskabet nu går over i en ny fase, hvor væksten bremser op, og vi skal fokusere på lønsomhed, siger Smedegaard i meddelelsen.

Geir Karlsen har været fungerende koncernchef, mens jagten efter en ny stod på. Han går nu tilbage til sin tidligere post som finansdirektør og viceadministrerende direktør.

Norwegian har tidligere forsøgt at skaffe penge i kassen ved at sælge fly, og selskabet har også foreslået sine aktionærer, at et salg af nye aktier kan blive nødvendigt.

Samtidig forsøger Norwegian at flyve mindre men med mere fyldte fly. Næste år er planen, at Norwegian vil sætte ti procent færre billetter til salg.

Norwegian er udover egne problemer også ramt af, at selskabet har 18 Boeing 737-MAX-fly, som har flyveforbud efter to ulykke med flytypen.

De forskellige tiltag har dog hjulpet Norwegian lidt på vej. De mange forskellige indtægter hjalp Norwegian på vej til det bedste kvartalsregnskab nogensinde i tredje kvartal.

I samme regnskab fremgår det, at lavprisselskabet også er begyndt at skrue lidt op for priserne.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere