Allerede i sit andet gymnasieår på Aalborg Katedralskole stod det klart for nu 20 år gamle Kristian Scharling, at han havde en iværksætter i maven.
Som 16-årig havde han et fritidsjob i den lokale Brugsen, men efter ni måneder i butikken fik den unge mand et arbejde i en iværksættervirksomhed. Da den pludselig flyttede til udlandet, blev Kristian Scharling, der stadig havde en skole at passe, inspireret til at starte op for sig selv.
I dag, tre år senere, står den unge mand med en succesfuld virksomhed, en markant stigende omsætning og ti ansatte på kontoret i Aalborg.
Kristian Scharling startede i oktober 2013 sit tekstbureau, som dengang fik navnet ’Kvalitetstekster.dk’.
I dag har bureauet skiftet navn til Somera ApS, og regnskabstallene viser ifølge Kristian Scharling selv lutter positive tal på bundlinjen med 250 procent højere omsætning over det seneste år.
- Vi vokser så enormt i øjeblikket, og det er præcis den udvikling, jeg længe har drømt om som ung iværksætter. Det er næsten uvirkeligt, men jeg ved, at vi gør et forrygende arbejde for vores kunder, siger den unge direktør, og fortsætter:
- Drømmen om at blive iværksætter startede i en ung alder. Samtidig vidste jeg godt, at jeg skulle arbejde med at producere tekster til virksomheder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den 20-årige tekstforfatter lægger ikke skjul på, at Somera ApS ’bare’ er en spæd start på en lang karriere. Han drømmer nemlig om en international karriere, men i første omgang er målet at blive Danmarks bedste tekstbureau.
- Jeg vil helt klart bruge det danske marked flittigt til at udvikle mit B2B-firma, men hele verden er også min, i hvert fald i fremtiden, siger Kristian Scharling, som indtil videre fokuserer på at skabe et godt arbejdsmiljø for sine 10 ansatte på kontoret i hjertet af Aalborg:
- Mit fokus er hundrede procent på, at vi skal have en god arbejdsplads, at de ansatte er glade, at vores kunder er glade, og at jeg er glad for at møde på arbejde. Så længe det fundament er på plads, kommer væksten af sig selv, forklarer Somera ApS-direktøren.
Mød også den seje 17-årige sønderjyde, der står bag en millionforretning. Det hele startede med en kammerat, der havde ødelagt sin mobiltelefon...
Også 26-årige Dennis har en syv-cifret omsætning. Han er blevet rig at sælge garn. Faktisk så meget garn, at det ville kunne nå to gange rundt om jorden.
Der er masser af succeshistorier om iværksættere. Mathilde droppede ud af skolen for at starte sit eget tøjmærke. Hør mere her