Kroatisk politi beder om hjælp til at identificere en engelsktalende kvinde.
Det skriver The Guardian, som har historien fra 24sata, en kroatisk avis.
Kvinden blev fundet søndag af en fisker ved øen Krk, lyder det fra kroatiske myndigheder.
Hun blev fundet af en fisker, som ringede efter politiet, og et redningshold fik kort efter reddet hende fra væk fra klipperne.
Ingen hukommelse
Hun blev fundet uden ID, telefon eller andre dokumenter, som kunne pege i retning af, hvem hun er. Hun kan ikke huske, hvem hun er eller hvordan hun endte ved klipperne.
Lokale myndigheder mener, at kvinden har været ved klipperne i flere nætter. Hun var så svag, at hun måtte få hjælp til at drikke vand af redningsfolkene. Hun er nu på et hospital i Rijeka, som ligger ved kroatisk fastland.
Den ukendte kvinde er cirka 60 år gammel og omkring 1.60 høj. Hun har skulderlangt, brunt hår. Da hun blev fundet, havde hun en pink solhat, en stribet top og mørke bukser på.
Ufremkommeligt terræn
De lokale øboere undrer sig over, hvordan kvinden er endt ved klipperne. Det er nemlig et meget ufremkommeligt område med klipper så skarpe som barberblade, der efter sigende kan skære op i sålerne på sko. Da redningsholdet skulle redde hende måtte de stå af deres køretøjer tre kilometer fra, hvor kvinden befandt sig, og gå resten af vejen.
Ikke engang dyr ender ved de farlige klipper. Det sker sjældent, at et vildsvin eller en bjørn får forvildet sig derhen. Det er desuden næsten umuligt at svømme derhen, lyder det også fra lokale. Området ligger så langt ude, at det ville kræve en professionel svømmer at svømme derhen.