Krokodille dræber kvinde i Australien: Disse syv dyr koster flere menneskeliv

Selv om krokodillen er farlig, viser statistik, at der er syv dyr, der er farligere for mennesker i Australien

I juli 2015 hoppede en kvinde ind til krokodille i i Monterrey Zoo. (Privatvideo)

Mens en australsk kvinde søndag aften forsvandt under en svømmetur i Daintree National Park og frygtes dræbt af en fem meter lang krokodille, så er der syv dyr i Australien, som har flere menneskelige ofre på samvittigheden end netop det angrebslystne krybdyr.

Det viser statistik fra det australske svar på Retsmedicinsk Institut - det såkaldte 'National Coronial Information System' (NCIS).

NCIS har opgjort det totale antal dødsfald i perioden mellem 2000 og 2010, hvor et menneske er blevet dræbt i Australien som følge af en ulykke, og hvor et dyr er skyld i ulykken. Og her er der måske for mange flere overraskelser blandt topscorerne.

Faktisk tegner krokodillen sig alene for ni dødsfald i perioden, og det er for intet at regne mod for eksempel koen. I Australien er der i den ti-årige periode 33 mennesker, som er blevet dræbt efter et møde med den ellers fredsommelige drøvtygger.

Se også: Krokodille angriber kvinde på svømmetur

Det gør koen til det næstfarligste dyr i Australien.

Hunden er tredjefarligst
Også menneskets bedste ven - hunden - tegner sig for flere dødsfald blandt mennesker end krokodillen. 27 gange på de ti år er et menneske blevet dræbt som følge af en ulykke, hvor en hund var indblandet.

Nyhedsbureauet AP har lavet en grafik, som viser hvilke dyr, der faktisk er farligere end krokodillen, når det gælder uheld med dyr, som har dødelig udfald. (Grafik: AP)
Nyhedsbureauet AP har lavet en grafik, som viser hvilke dyr, der faktisk er farligere end krokodillen, når det gælder uheld med dyr, som har dødelig udfald. (Grafik: AP)

Kængruruen tegner sig for 18 dødsfald og er dermed det fjerdefarligste dyr, mens hajer og bier er på en fælles femteplads med 16 dødsfald til hver.

Lige før krokodillen kommer giftslanger, som har været skyld i 14 dødsfald mellem 2000 og 2010.

Suveræn topscorer når det gælder antallet af ulykker, som har ført til dødsfald blandt mennesker i Australien er imidlertid hesten. Hesten er tilsyneladende så farlig, at der er næsten ni gange så mange, som er døde efter en ulykke med en hest. I alt har NCIS registreret 77 dødsfald i den tiårige periode, hvor en hest har været impliceret.

Forskellige årsager
NCIS har også kigget på årsagen til dødsfaldene. Og her tegner der sig til gengæld måske ikke overraskende et andet billede, som kan forklare, hvorfor hesten og koen er så farlige. For det er ikke, fordi hverken hesten eller koen er særlig angrebsivrige ligesom krokodillen. De 77 dræbte som følge af mødet med en hest skyldes 46 gange, at en person er faldet uheldigt af hesten. 14 gange er et menneske blevet mast ihjel af en hest. Syv gange skyldes dødsfaldet, at en person er blevet trampet til døde. Seks gange har hesten forårsaget et trafikuheld med dødelig udgang, og fire gange er det noget helt andet, der var skyld i dødsfaldet.

De 33 dødsulykker med køer skyldes 16 gange et færdselsuheld. Ni gange er en person blevet mast ihjel. Fem gange skyldes dødsfaldet, at en person er blevet stanget ihjel, og tre gange har årsagen været noget andet.

Af opgørelsen viser det sig også, at hunde er skyld i 14 dødsfald som følge af bid. Ni dødsfald som følge af, at en person er faldet over en hund. Tre gange er der sket et færdselsuheld, hvor en hund er årsag til dødsfaldet, og en gang er dødsfaldet ikke blevet kategoriseret.

Alle gange hvor bien, hajen, giftslangen og krokodillen er skyld i dødsfaldene, er årsagen, at dyret har stukket eller bidt mennesket.

I Danmark er der også farlige dyr, og Ekstra Bladet har tidligere fortalt om blandt andet skovflåt, hugorm, gedehams, fjæsing og brandmand. Du kan læse artiklen om Danmarks farligste dyr her:

Se også: Hvad er Danmarks farligste dyr?

87 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere