Krypto-skandale: Er han forsvundet med milliarder?

Administrerende direktør for krypto-børs er forsvundet, børsen er lukket, og brugernes penge er indefrosset

Her får Faruk Fatih Özer tjekket sit pas i Istanbuls internationale lufthavn. Foto: Ritzau Scanpix
Her får Faruk Fatih Özer tjekket sit pas i Istanbuls internationale lufthavn. Foto: Ritzau Scanpix

Opdateret 11.30: Der er blevet udstedt arrestordre på 78 personer i sagen - 62 er anholdt.

En af Tyrkiets største krypto-børser er pludselig lukket, og børsens administerende direktør er flygtet fra landet, mens mindst 400.000 brugere har lagt sag an mod ham.

Det er virkeligheden, efter børsen Thodex trak stikket uden varsel i denne uge.

Brugerne kan ikke få deres penge ud fra børsen, og flere frygter, at direktør Faruk Fatih Özer har taget milliarder med til udlandet.

Overvågningsbilleder fra lufthavnen i Istanbul viser, hvordan han får tjekket sit pas, kort inden han forsvinder ind i terminalen.

Flyverskjul
Ifølge finansmediet Bloomberg er Faruk Fatih Özer gået i flyverskjul, siden han forlod Tyrkiet onsdag, og ingen henvendelser bliver besvaret.

I sidste måned udrullede Thodex ellers en stor kampagne for at tiltrække nye brugere til krypto-børsen.

Blandt andet lovede man, at nye brugere vil få gratis Dogecoin, såfremt at de skrev sig op. Dog var ordlyden fra brugerne hurtigt, at man aldrig modtog en eneste digital mønt.

Forventer investering
Forsøger man at tilgå Thodex' hjemmeside, bliver man mødt af en besked om, at man ikke skal tro på den negative omtale, der er om børsen i medierne.

Samtidig står der, at man forventer, at flere verdenskendte banker og fonde vil investere i Thodex.

Det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency skriver, at anklagemyndigheden i Istanbul har indledt en efterforskning mod Thodex og direktør Ozer.

Ifølge mediet Coindesk, der skriver om nyheder om kryptovalutaer, blev der handlet kryptovalutaer for mere end 3,6 milliarder kroner, da børsen uden varsel lukkede for alle handler.

I sidste uge blev det ulovligt at handle med kryptovalutater i Tyrkiet. Endnu er det lovligt at have dem, men de må ikke bruges til at handle med varer og tjenester.

Det er ekstremt risikabelt at investere i kryptovaluta. Det kan du læse mere her.