Det er efterhånden et stykke tid siden, at Danmark har været badet i sol, og temperaturen lå højt flere dage i træk.
Og det ser ikke ud til, at vejret ændrer sig de næste dage.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Thyge Rasmussen til Ekstra Bladet.
- I dag er lidt køligere, end vi har oplevet de sidste uger. Men på torsdag bliver det endnu værre, lyder det fra meteorologen.
- Torsdag er nok den værste dag, der kommer temperaturen til at ligge på mellem 13 og 16 grader. Og der kommer desuden en del byger. Torsdag ser sølle ud, siger Thyge Rasmussen.
Fredag stiger temperaturen til 17-18 grader, og solen vil skinne lidt hist og her. Kun den sydvestlige del af Danmark vil opleve lidt byger, ellers forholder det sig tørt.
Der kommer en jævn til frisk vind fra nordvest, og ved kysterne kan man opleve hård vind til kuling fredag.
- Men så begynder det at ændre sig. Flere steder vil vi se sol sankthans-aften, og vi får også sol søndag. Og når vi kommer lidt længere frem, så går det for alvor i den rigtige retning, siger han.
- Mandag passerer vi igen de 20 grader. Og når vi kommer til tirsdag og onsdag, så får vi altså 25 grader igen. Solen kommer også til at skinne, så vi får rigtige sommerdage, fortæller den vagthavende meteorolog.
2018 har allerede budt på mere sommer i maj, end hele 2017 kunne mønstre. Derudover har Danmark været plaget af den værste tørke i ti år, hvilket har betydet afbrændingsforbud i næsten alle landets kommuner.