Kunde fik glasskår i munden: Müsli tilbagekaldes

Fødevarestyrelsen advarer mod risiko for glasskår i populært morgenmadsprodukt

En forbruger fandt et glasskår i morgenmadsproduktet Vanilje Crunch fra Struer Brød. (Foto: Struer Brød)
En forbruger fandt et glasskår i morgenmadsproduktet Vanilje Crunch fra Struer Brød. (Foto: Struer Brød)

Har du en pose Vanilje Crunch fra Struer Brød stående i skabet, så skal du lige tjekke posen en ekstra gang, før du hælder det over din foretrukne mejerivare.

Ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside har man nemlig valgt at trække produktet tilbage, efter en forbruger fandt et glasskår i posen.

Producenten af produktet fortæller, at den uheldige kunde ikke nåede at opdage glasskåret, før det var for sent.

- Kunden havde glasskåret inde i munden og fik en rift i ganen. Vi er selvfølgelig utroligt kede af, at det er sket, siger direktør Peter Mikkelsen til Ekstra Bladet.

Stammer fra råvare

Det drejer sig specifikt om produktet, der har pakkedatoen 2. marts 2015 og holdbarhedsdatoen 2. marts 2016.

Kunder, der har sådan en pose stående i skabet, opfordres derfor til at aflevere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at smide det ud.

Struer Brød er nu ved at undersøge, hvordan glasskåret kunne ende i posen. Firmaet har dog allerede en god idé om, hvor det kan stamme fra.

- Vi håndterer ikke glas i vores produktion, så vi tror, at der er tale om et stykke glas, der er kommet i med en råvare, siger direktøren, som håber, at der kun var tale om et enkelttilfælde.

- Det er stor sandsynlighed for, at der kun er det ene stykke, men vi kan ikke være helt sikker på, at det i løbet af vores proces med varen er slået yderligere i stykker, så der kan være risiko for, at der er mere end et stykke, og derfor vælger vi at trække produktet tilbage, fortæller Peter Mikkelsen fra Struer Brød.

Produktet er ifølge Struer Brød blevet solgt i følgende butikker i Danmark:

ABC Lavpris i hele Danmark

Liva Stormarked

Løvbjerg i hele Danmark

Superbest Struer

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere