Kunder efterlod bunkevis af varer efter indkøbsamok

Flere butikker under Salling Group melder om, at kunder efterlod kurve med frost- og ferskvarer, fordi de ikke gad stå i kø

Mange danskere valgte onsdag at trodse Mette Frederiksens opfordring om ikke at hamstre. Video: Christer Holte, Byrd, Ritzau/Scanpix. Producer: Lasse Brøndal

Meldingen fra regeringen var klar: Stop med at hamstre.

Statsministeren havde knap slået fast ved onsdagens pressemøde, at vi ikke står i en fødevarekrise, før flere hundrede danskere strømmede ned i dagligvarebutikkerne for at hamstre basale dagligvarer.

Det efterlod et hav mennesker, men flere af kunderne forlod butikkerne med fødevarer i kurvene uden at stille dem på plads, fordi køen for mange blev uoverskuelig.

Netto i Gentofte blev derfor nødt til at kassere en række forskellige fødevarer.

Privatfoto. Netto i Gentofte
Privatfoto. Netto i Gentofte

Dagligvarekæderne må nemlig ikke sælge køle- og frostvarer, når den såkaldte kølekæde er brudt. For dermed er varerne ikke længere sikre at spise, selvom repræsentanter for madspildsbevægelsen hævder det modsatte.

I Bilka i Field's på Amager observerede Ekstra Bladets medarbejdere onsdag aften, hvordan dusinvis af store rulle-indkøbskurve fyldt med køle- og frostvarer stod efterladt i de over 100 meter lange køer, hvor folk ventede i op til fem kvarter.

Antageligvis havde man mistet tålmodigheden og forladt varehuset, hvor der var udsolgt af mange ferskvarer, hvoraf nogle ved oprydning efter lukketid røg direkte i affaldscontainere.

Privatfoto
Privatfoto

Hos Salling Group, der ejer Netto og Bilka, er de bekendte med butikker, der har haft problemer med efterladte varer, efter flere danskere gik indkøbsamok oven på regeringens historiske pressemøde onsdag.

'Vi har også set et par opslag på FB med efterladte varer, men vi har ikke hørt om mange tilfælde ude fra butikkerne - heldigvis,' skriver Salling Group i et svar til Ekstra Bladet.

I samme ombæring forsøgte vi at få kontakt til lederne ude i butikken torsdag, men det var ikke muligt.

'Vi skåner vores medarbejdere og ledere ude i butikkerne i dag,' skriver Salling Group.

447 kommentarer
Vis kommentarer