Kunder raser: - Hold da kæft, en arrogant undskyldning

Karma Sushis halvhjertede undskyldning for gigantisk nytårskoks falder ikke i god jord hos kunderne

Sådan så køen ud til at hente nytårsmad fra Karma Sushi på Østerbro i København tirsdag omkring klokken 16. Flere måtte gå forgæves eller komme og gå flere gange for at få deres menu. Foto: Thomas Neergaard
Sådan så køen ud til at hente nytårsmad fra Karma Sushi på Østerbro i København tirsdag omkring klokken 16. Flere måtte gå forgæves eller komme og gå flere gange for at få deres menu. Foto: Thomas Neergaard

Sushirestauranten Karma Sushi er næsten ligeså langsomme til at undskylde, som de var til at levere de bestilte nytårsmenuer til adskillige kunder på årets sidste dag.

Som Ekstra Bladet beskrev i går fik flere kunder ødelagt deres nytårsaften, fordi de måtte vente i flere timer på deres bestilte menu fra restauranten på Trianglen på Østerbro i Købennhavn. Enkelte gav helt op.

- Det var en skandale. De tog os som gidsler fra 15.30 til 22.30. For al den tid gik med fokus på, om vi fik vores mad, sagde Christina Madsen, der skulle fejre nytårsaften med sin 12-årige datter, onsdag til Ekstra Bladet.

Se også: Kaos med nytårsmenu: - De tog os som gidsler

Først onsdag aften klokken 22.24 skrev restaurantkædens ejer, Morten Hansson, et opslag på Facebook, hvor de forklarede miseren med, at der nogle gange opstår 'uventede udfordringer og systemfejl som kan få båden til at rokke', og 'at nogen gæster desværre måtte lide under lang ventetid eller fejl i deres bestilling'.

Samtidig hævder de, at det kun var omkring femogtyve af små 4000 kuverter, der fejlede, i opslaget, som de i øvrigt skriver, at de ikke kommenterer yderligere.

Det har fået kunder til at reagere i kommentarfeltet.

'Hold da kæft en arrogant og fake undskyldning du præsterer der. Det bliver endnu tydeligere at du er ekstrem dårlig til at håndtere denne krise situation din virksomhed befinder sig i,' skriver en mandlig kunde.

'Wtf en arrogance at lægge ud med. Der stod langt flere end 25 personer både inde og ude. Jeg ventede længe, fik min mad, men denne eftermiddag var da planlagt til andre gøremål end at stå i kø. Stå ved Jeres fejl,' lyder det fra en anden.

Thomas Neergaard havde selv bestilt og betalt en menu og tog et billede af en lang kø foran butikken.

- Formuleringen i deres undskyldning virker voldsomt arrogant og leder tankerne hen på en usund ledelseskultur eller totalt mangel på samme, siger han og fortæller, at han stod i køen klokken 16 bag ved en, som havde bestilt til klokken 13.30 og stadig ikke havde fået maden.

Folk stod i lange køer for at få deres sushi fra Karma Sushi til nytårsaften. Privatfoto
Folk stod i lange køer for at få deres sushi fra Karma Sushi til nytårsaften. Privatfoto
 

Alene på Trustpilot har 26 skrevet en et-stjernet anmeldelse om Karma Sushis håndtering af nytårsaftensmenuen med overskrifter som 'Første og sidste gang jeg bestiller...', 'Ingen ord for den her oplevelse! Andet end forfærdelig!' og 'den dårligste nytårsaften nogensinde'.

Samtidig skriver flere i kommentarfeltet til et andet opslag på restaurantens Facebookside, at deres kritiske indlæg er blevet slettet.

'Det er pinligt når i først begynder at slette folks oplæg og lave et nyt. Dybt useriøs forretning. Tag lidt ansvar. Jeg mangler fortsat svar fra jer trods samtale med chefen. Vi har betalt penge for noget vi i går ikke fik med, og sad sultne tilbage nytårsaften,' skriver en bruger.

Karma Sushis ejer, Morten Hansson, skriver i indlægget, at de undskylder 'fra hjertet' og:

'Til de som ikke allerede har modtaget kompensation, opfordrer vi jer til at tage kontakt så vi kan bygge nye minder sammen. Hos os går kærlighed gennem maven, så fang os straks hvis ikke du har mærket den.'

Hvis man er ramt af nytårskokset hos Karma Sushi, skal man skrive til info@karmasushi.dk, att: Nytår Trianglen 2019.

Det er på trods af gentagne forsøg ikke lykkedes Ekstra Bladet at komme i kontakt med Karma Sushi, men i dag klokken 13.29 fik vi en mail på engelsk, hvor der står, at de vil vende tilbage så hurtigt som muligt med en dato for et interview.

236 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere