Kunder raser over gave-firma: - Ingen service

I ugevis kunne kunder ikke indløse deres gaveæsker fra Smartbox. Mens det stod på, var det stort set umuligt for de frustrerede kunder at komme i kontakt med firmaet bag

Adskillige danskere har på Facebook udtrykt deres utilfredshed med især Smartbox' kundeservice. Foto: Skærmbillede
Adskillige danskere har på Facebook udtrykt deres utilfredshed med især Smartbox' kundeservice. Foto: Skærmbillede

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Der var i ugevis problemer med at få indløst Smartbox-gaveæsker på firmaets hjemmeside. Og forsøgte man som kunde at komme i kontakt med firmaet, ventede op til en times lang telefonkø eller adskillige ubesvarede kommentarer på firmaets Facebook-konto.

Caroline Hilskov er en af de mange utilfredse kunder, som forgæves har forsøgt at indløse en gaveæske på Smartbox' hjemmeside.

- Jeg tænkte, at min kæreste og jeg skulle forkæle os selv lidt med et weekendophold. Men nu ved jeg ikke, om det bliver til noget, fortæller Caroline Hilskov til Ekstra Bladet.

Ingen kontakt
Kampen for at få indløst gavekortet begyndte søndag.

- Jeg går ind for at aktivere min gaveæske, men det kan ikke lade sig gøre. Derfor prøver jeg at trykke rundt på Smartbox' hjemmeside for at finde nogle kontaktoplysninger på firmaet, så jeg kan ringe eller skrive til deres kundeservice, fortæller Caroline Hilskov.

Men Caroline Hilskov kan ikke finde kontaktoplysningerne nogen steder. Derfor logger hun ind på Facebook og skriver en besked til firmaet. Her finder hun også endelig firmaets telefonnummer.

Mandag inden arbejde beslutter hun sig for at give Smartbox et kald. Men efter 20 minutter i telefonkø giver hun op.

Caroline Hilskov er en af mange danskere, som ikke har kunnet indløse sit gavekort hos Smartbox. Foto: Privat
Caroline Hilskov er en af mange danskere, som ikke har kunnet indløse sit gavekort hos Smartbox. Foto: Privat
 

Mange i samme båd
Caroline Hilskov går endnu en gang ind på Smartbox' Facebook-side. Her ser hun i kommentarsporene til et par af deres seneste opslag, at hun langtfra er den eneste med problemet.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

- Folk kunne ikke aktivere deres gavekort, kunne ikke finde kontaktoplysninger nogen steder og kunne ikke komme igennem til kundeservice, fortæller Caroline Hilskov. 

Der er altså adskillige frustrerede danskere, som de sidste par uger har forsøgt at komme i kontakt med Smartbox. De fleste uden held.

'Vi er kede af det'
Direktør for Smartbox Thomas Holm beklager situationen til Ekstra Bladet.

- Det, der er sket, er, at vi har implementeret et nyt it-system, og det system har givet os nogle problemer, hvoraf de fleste nu er blevet løst, og væsentligt flere henvendelser, end vi har været vant til, siger han.

- Vi lever af at give folk gode oplevelser, så det er selvfølgelig ikke i orden, at vores kundeservice har været så utilstrækkelig. Vi er kede af situationen.

Thomas Holm oplyser, at de netop nu arbejder på at få flere i bemanding i deres kundeservice, så alle, der har henvendt sig, vil få svar på deres henvendelse.

Han lover også, at hvis en kundes gaveæske er udløbet, mens problemet har stået på, vil kunden få forlænget fristen, hvis vedkommende henvender sig.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

'Måske de bare er ligeglade med kunderne?' skriver en Facebook-bruger om Smartbox' manglende svar på kundernes henvendelser. Foto: Skærmbillede
'Måske de bare er ligeglade med kunderne?' skriver en Facebook-bruger om Smartbox' manglende svar på kundernes henvendelser. Foto: Skærmbillede
 

Caroline Hilskov er langtfra tilfreds med forløbet.

- Jeg synes ikke, der er tale om dårlig service. Der har slet ikke været nogen service, siger hun.

- Hvis man har en virksomhed, som man gerne vil holde liv i, forstår jeg ikke, hvorfor man ignorerer sine kunder på den måde.

130 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere